Vi er nødt til at tage et opgør med proteinvanviddet
Information om sund kost drukner tit i sensationslysten og tendentiøs markedsføring fra fødevareproducenter og Instagram-guruer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For nylig stod jeg med en kammerat foran Nettos køledisk. Som flertallet af unge mænd har han en dedikeret tilgang til styrketræning – og derfor med største naturlighed også til sin kost.
Da min kammerat er glad for hytteost, greb han ud efter en variant markedsført som »proteinhytteost«. Adspurgt hvorfor, svarede han, at han forventede, at produktet indeholdt en markant højere andel af protein per 100 g. Jeg kunne derfor overraske ham, da jeg ved sammenligning med indholdsfortegnelsen på den normale variant kunne vise, at proteinhytteosten faktisk indeholdt 7 pct. mindre protein.
Da vi kom hjem, kunne jeg ikke lade være med at fortsætte festen. Jeg hev en af hans proteindrikke ud af køleskabet og viste ham, at proteinindholdet her ikke var højere end i almindelig mælk. Til gengæld var indholdet af sukker og E-numre betydeligt øget. I sagens natur skræmmende læsning, når man er bekendt med, at proteindrik netop markedsføres som et sundt alternativ på farten.
Min kammerat forklarede mig, at han konsekvent gik efter produkter med proteinbranding for at maksimere effekten af sin træning.
Det er mit indtryk, at han her er en blandt mange i jagten på optimering af musklernes respons på træning i forhåbning om øget muskelomfang og ydeevne.
Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at udbuddet af produkter lig ovennævnte er eksploderet i de seneste år. Supermarkeder bugner af barer, shakes og pulvere, der markedsføres som sundere eller mere træningsrelevante end deres “almindelige” alternativer.
Da udbud som bekendt følger efterspørgsel, kunne man postulere, at dette er et udtryk for en øget interesse i kost- og træningsoptimering ud fra devisen om, at protein er vejen frem.
Dette kan man jo mene om, hvad man vil. Som læge er jeg altid glad for at se mennesker have en interesse i egen sundhed. Jeg kan dog blive bekymret for, hvad jeg opfatter som en tendens mod styrketræning og kostoptimering ud fra en sygelig optagethed af kroppen.
Mere bekymrende er det dog, at fødevareproducenter bevidst spekulerer i denne udvikling med vildledende markedsføring om deres produkters sammensætning. Hertil er det værd at bemærke, at produkterne, selv når de rent faktisk er forædlet med ekstra protein, tilfører et næringsstof, som de fleste allerede kan få rigeligt af gennem en almindelig varieret kost.
Et større studie viste f.eks., at et øget proteinindtag har en begrænset effekt på muskelmasse, og at denne flader ud ved indtag af 1,6 gram protein per kilogram kropsvægt per dag. En mængde, der næppe kræver et betydeligt indtag af proteinpulver, proteinshakes eller proteinbarer.
Udover at indtag af ovennævnte fødevarer formentlig ikke har den ønskede effekt, er det beklageligt, hvis vores optagethed af sundhed og krop i praksis fører til et større indtag af ultraforarbejdede fødevarer – som mange af disse produkter netop er.
I modsætning til positive effekter af et øget protein-indtag har vi netop evidens for disse fødevares sundhedsskadelige effekt. For eksempel har et stort studie fra Københavns Universitet netop vist, at indtag af en ultraforarbejdet diæt har en negativ indvirkning på flere parametre associeret med metabolisk sundhed.
Vores samtids ihærdige stræben efter et optimeret og muskulært ydre kan således, i værste fald, ende med at have en skadelig indvirkning på individets sundhed.
Desværre drukner information om sundt kosthold og videnskabelig evidens ofte i sensationalistisk og tendentiøs markedsføring fra fødevareproducenter og Instagram-guruer. Derfor denne opfordring til dig, kære læser: Vær den irriterende kammerat, som påpeger proteinvanviddets absurditet.
Opgaven kan desværre ikke løftes af hverken opdaterede kostråd eller offentlige kampagner alene.