Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kære kandidat til kommunalvalget, vil du gøre noget ved tidstyveriet i hjemmeplejen?

Medarbejderne i landets hjemmeplejer skal stjæle tid fra hr. Jensen for at nå frem til fru Hansen.

Camilla PedersenNæstformand, FOA SOSU

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når man vælger at arbejde i hjemmeplejen, gør man det, fordi man gerne vil yde faglig omsorg, tryghed og pleje. Medarbejderne i hjemmeplejen gør, hvad de kan trods stadig mere snærende rammer.

Nogle af udfordringerne er synlige: Mangel på arbejdskraft og en presset økonomi i mange kommuner går ud over arbejdsmiljø og faglig kvalitet. Det er der talt og skrevet meget om. Men der er et usynligt problem, som fortjener at komme frem i dagens lys: tidstyveri.

Der er simpelthen ikke afsat tid til, at medarbejderne kan komme frem mellem borgerne.

En undersøgelse blandt FOA SOSU’s medlemmer i hjemmeplejen gennemført i juni 2025 tegner et tydeligt billede: Over halvdelen af de adspurgte svarer, at der slet ikke er sat tid af til transport i besøgsplanen. Og blandt dem, der kan se den afsatte tid i planen, oplever flertallet, at den afsatte tid er helt urealistisk.

Fra lederne lyder forklaringen, at transporten indgår i det samlede regnestykke, og at det bare skal gå op i den sidste ende. Det vil sige, at det er medarbejdernes eget ansvar at tage tid fra den ene borger for at nå frem til den næste. Eller rettere sagt: stjæle tid fra borgerne. For det er det, medarbejderne føler, de gør.

Vi ved godt, at der er pres på kommunens økonomi. Men lad os være ærlige: Det er ikke billigere at planlægge urealistisk. Det fører til stress, sygemeldinger og opsigelser – og det koster både penge og kvalitet. Vores kritik er ikke rettet mod hverken ledere eller planlæggere. At sætte rammer for velfærden må nemlig være et politisk ansvar. Ikke den enkelte medarbejders.

Derfor, kære kandidat til kommunalvalget: Er du villig til at tage ansvaret på dig og gøre noget, så medarbejderne i hjemmeplejen i din kommune ikke skal føle sig som tidstyve? Det skylder du både medarbejdere, borgere og pårørende svar på inden valget den 18. november.