Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Skattebetalerne er en skændsel for det demokratiske foreningsdanmark

Foreningen Skattebetalerne kræver gennemsigtighed og medindflydelse i skattesystemet, men nægter sine egne medlemmer samme rettigheder.

Sebastian GrobryMedlem 2525 af Skattebetalerne samt medlem af Forretningsudvalget hos SF Ungdom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den nyopstartede organisation Skattebetalerne hævder at være en interesseorganisation, der varetager de danske skattepligtige borgeres interesser over for staten. Stifteren Martin Ågerup, tidligere direktør i Cepos, argumenterer, at skattebetalerne fortjener en organisation, der kæmper for et system med fokus på retssikkerhed, enklere regler og lavere skat.

Ud over idéen om en lavere skattesats kan jeg sagtens se formålet med en organisation, der samler os, der går op i, hvordan staten skal indsamle, administrere og bruge vores penge. Derfor meldte jeg mig også ind i Skattebetalerne med medlemsnummeret 2525.

Men hele tanken om en organisation, der kan repræsentere skatteborgerne, ryger ud ad vinduet, når foreningen er en fuldkommen lukket og udemokratisk klub, hvor den største medlemsfordel er at få en personlig medlemsside med et personligt medlemsnummer, som der så fint nævnes på hjemmesiden.

Ifølge vedtægterne etablerer stifterne af Skattebetalerne organisationens bestyrelse samt repræsentantskab ved det stiftende møde, hvorefter bestyrelsen udpeger medlemmer af repræsentantskabet ved løbende udskiftning. Medlemsdemokrati er åbenbart et fremmedord for en organisation, hvor bestyrelsen kan ekskludere medlemmer af repræsentantskabet, der har værdier »i strid med foreningen«, og som ikke afholder generalforsamling i nogen forstand.

En lukket og antimedlemsdemokratisk organisation, der kæmper for lavere skat, burde grundlæggende være et trivielt anlæggende, hvis ikke det var for de samtidige »filantropiske lån« på over 4 mio. kr. fra donorer, der ønsker at forblive anonyme.

Det er ikke sundt for demokratiet, at organisationer som Skattebetalerne kan portrættere sig som en medlems- og græsrodsdreven del af foreningsdanmark, når den i virkeligheden har til formål at servicere interesserne for en flok skjulte bagmænd med penge.

Så Martin Ågerup, Mads Korsholm og resten af flokken, der driver Skattebetalerne, måske skal I kigge indad og sørge for, at jeres egen organisation er gennemsigtig, og medlemmer har indflydelse på, hvad deres penge bliver brugt til, før I kræver det af staten.