Besiddelse af overgrebsmateriale skal straffes langt hårdere, end Sass er blevet
Fire år ville være mere passende end fire måneder.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg sad på gymnasiet og læste nyheder. Pludselig så jeg det – livebloggen fra Sass Larsens sidste dag i retten. Da kom beskeden: »Thi kendes for ret, Henrik Martin Sass Larsen straffes med fængsel i fire måneder«.
Jeg gik amok – ja, jeg blev faktisk sur.
Hvordan kan vi i Danmark bryste os af at have en velfungerende retsstat, men samtidig lade en mand med overgrebsmateriale med børn få fire måneders fængsel? Det er vammelt!
Overgrebsmateriale med børn er djævlens værk, det er noget af det værste, man kan være i besiddelse af, og når man så har overgrebsmateriale af den kaliber og i den mængde – ja, så skal det straffes hårdere.
For overgrebsmateriale er ikke bare porno, det er ikke bare hævnporno – nej, det er børn, der bliver brugt som ofre for den værste kriminalitet. Det er børn, der får ødelagt deres liv.
Vi skal beskytte vores børn, og vi skal ikke bare lade folk gå med fire måneder for at have så meget overgrebsmateriale liggende. Det skal straffes hårdere, meget hårdere. Minimum fire år frem for fire måneder.