Banesikkerhed er også et spørgsmål om adfærd
Ansvarsløse bilister ignorerer både bomme og blinkende rødt lys med alarmer.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I de seneste 12 måneder har Banestyrelsen registreret 311 kritiske tilfælde, hvor køretøjer er blevet klemt af bomme eller spærret mellem to bomme, fordi bilister har forsøgt at krydse jernbanen, selvom der var kraftigt blinkende rødt lys, og bommene var på vej ned.
Det vil sige, at de alle bevidst kørte over for rødt lys til livsfare for sig selv og tog med mange passagerer. Hvor mange der er passeret i de overkørsler uden bomme, ved vi ikke. Men mon ikke det er et betragteligt antal?
Vi har p.t. 54 overkørsler, som ikke er sikret med bomme. Heraf er de 14 med skilte og stoplys, og 40 er grusveje med ringe trafik og kun med skiltning, hvor bilisten skal bringe hastigheden langt ned og sikkert orientere sig, om der kommer tog. Det svarer til ubetinget vigepligt på vejnettet.
Sikrede overkørsler er altid skiltet i god tid før passage med advarselsskilte samt tre afstandsskilte, så man skal være blind eller meget uopmærksom for at overse, at man nærmer sig en overskæring.
Hvis der kommer tog, er der et kraftigt blinkende rødt lys samt en kraftig klokke, som ringer.
Det er derfor nærliggende at tro, at de farlige overkørsler sker bevidst. Det er helt uacceptabelt. Først og fremmest skal straffen for lovbrud passe til farlighed. Det er jo vanvidsbilisme.
Så Thomas Danielsen, få nu lavet den tilføjelse til loven, at det er vanvidsbilisme at krydse jernbaner for rødt lys. Med eller uden bomme. Det kan ikke gå hurtigt nok.