Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Brakkravet skal opretholdes: Kald det naturkrav i stedet

Landmænd pløjer uopdyrkede marker op på grund af et tåbeligt EU-krav.

Michael KjerkegaardForperson, Økologisk Landsforening

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Landmænd pløjer brakmarker for at leve op til brakregler”, lyder en overskrift i JP Erhverv den 4. april. Det er naturligvis tåbeligt, som en planteavlskonsulent fra Djursland også giver udtryk for i artiklen. For pløjningen af brakmarkerne skader naturen, miljøet og klimaet.

Problemet er bare ikke, at Danmark har opretholdt EU-kravet om, at der skal være mindst 4 pct. udyrket areal på ejendommen for at være berettiget til EU’s landbrugsstøtte. Problemet er, at Danmark har besluttet, at det kun er ny natur, der kan opfylde kravet.

Kravet om 4 pct. udyrket areal blev indført af EU for at sikre, at der er levesteder og fødegrundlag i det dyrkede land. Det er rigtig fornuftigt.

Populationen af både fugle og insekter, som kan sameksistere med landbruget, og som vi alle har glæde af, er faldet dramatisk de seneste 50 år. Bier og forskellige insekter er landmændenes hjælpere til at drive et landbrug uden pesticider, og insekterne er fuglens mad.

Faldet følger af en intensivering af landbrugsdriften, hvor deres levesteder er nedlagt, fordi marker bliver større, og markskel, markveje og andre uproduktive områder forsvinder. Fra EU’s side var intentionen at stoppe nedlæggelsen af disse småbiotoper. De indsatte et minimumskrav, men det var kun, hvis der ikke allerede var mindst 4 pct., at landmændene skulle ud at finde arealer til at opfylde kravet.

I Danmark blev det desværre besluttet, at landmændene kun kunne opfylde kravet med nye arealer. Det blev besluttet, fordi den gennemsnitlige forekomst af udyrket areal i Danmark er så lille, så holdningen var, at det var enklere og bedre bare at kræve 4 pct. ny natur fra alle landbrug. Og det er her, misdæderen gemmer sig. Det er årsagen til, at landmænd nu pløjer marker op, der allerede ligger som udyrkede arealer.

I Økologisk Landsforening gjorde vi, hvad vi kunne for at råbe politikere og styrelse op, dengang kravet blev besluttet. Desværre uden held, og det kostede allerede dengang mange udyrkede arealer livet. Men kravet skal ikke fjernes. Det skal ændres, så det virker efter hensigten. Og så bør alle i øvrigt holde op med at kalde det et brakkrav. Det er en forvanskning af ordet, der er sket for at gøre kravet meningsløst.

Det blev indført som et naturkrav, og det er det, det retteligt bør hedde.