Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Peter Kramer: Historikerne har ikke monopol på historien

Journalister kan også godt skrive historie. Vi ved også godt, hvordan man finder og formidler kilder.

Peter KramerJournalist, Højbjerg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det kan nok være, at historiestuderende Mikkel Hedegreen giver den fuld gas i sit debatindlæg her i avisen den 11. marts.

Men mon ikke han tillægger min stævning af museumsinspektør Gry Scavenius Bertelsen lovlig stor betydning, når han mener, at man lige så godt kan nedlægge historiestudiet på universiteterne, hvis jeg får medhold.

Gry Scavenius Bertelsen har i en boganmeldelse påstået, at jeg i min bog ”Ridser i lakken – Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland” har opfundet begivenheder, der aldrig har fundet sted.

Det er en påstand, som jeg ikke vil have siddende på mig, fordi den er ukorrekt.

Hvordan ved jeg så det? Det ved jeg, fordi det – præcis som i historiefaget – er en grundpille i journalistikken at undersøge, finde kilder og være kildekritisk. Journalister bliver bedømt hver eneste dag på vores kompetencer og troværdighed, og vi er fuldt bevidste om, hvad det betyder for kilder og medvirkende, at vi behandler dem korrekt.

Vi står til ansvar over for læsere, lyttere, seere og brugere hver eneste dag. Ikke kun ved det grønne bord til en eksamen. Præcis derfor er det over stregen for en journalist, i dette tilfælde mig, at blive beskyldt for at opfinde begivenheder, der aldrig har fundet sted.

”Ridser i lakken” er en journalistisk bog, og de historikere, som har anmeldt den, er naturligvis i deres gode ret til at kritisere den så meget, de vil.

Det ville dog klæde dem at anerkende, at de ikke har monopol på historien, og man må som minimum forvente, at de holder sig til sandheden.

Gry Scavenius Bertelsen har fået flere opfordringer til at trække sit udsagn tilbage. Det har hun ikke ønsket. Derfor kommer retten nu til at behandle en sag om ærekrænkelse.