Grønlandskrise afslutter årtiers dansk boksning over sin egen vægtklasse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter fra 1864 at have ført klassisk småstatspolitik har Danmark siden 90’erne satset på at blive USA’s yndlingsallierede ved at deltage i dets krige i Mellemøsten. Forsvaret blev indrettet derefter, mange tusinde danskere deltog, og Danmark tog store tab i forhold til størrelse.

Det blev rost af amerikanske præsidenter med en standardbemærkning om, at Danmark »bokser over sin vægtklasse«. Hermed troede danske regeringer sig i kridthuset trods et lavt forsvarsbudget. De fremhævede USA og lidt Storbritannien som den vigtigste allierede, hvis invasion af Irak (2003) man støttede, modsat Tyskland og Frankrig.

Siden Anden Verdenskrig var de opmærksom på den strategiske betydning af den grønlandske del af rigsfællesskabet og troede sig dækket ind ved de facto-tilladelse til USA’s Thule-base inkl. a-våben. At klimaforandring, grønlandske naturressourcer og nye stormagter på scenen øgede Grønlands betydning, anså man for tilgodeset gennem Arktisk Råd, og lod dets militære forsvar forblive tyndt.

Siden Ruslands annektering af Krim i 2014 gradvist førte til ny kold krig, især efter invasionen i 2022, så danske regeringer en rolle i at gå i spidsen for Vestens støtte til Ukraine. I tiltro til at man hermed forblev USA’s yndlingsallierede. Mette Frederiksen begrundede flertalsregeringen i 2022 med den trussel, som hun mener Rusland udgør. Dette trods det vink med vognstangen, som valget af en nationalistisk Trump udgjorde i 2016 og hans klargørelse af, at USA ikke nødvendigvis identificerer sig med Nato, hvis medlemmer skulle øge deres forsvarsbudgetter.

I særdeleshed efter at Trump forbløffede alle med sit forslag om at købe Grønland (2019) og var fornærmet over Frederiksens klare afvisning. Men man syntes at tage det for givet, at Trump var en parentes, der sluttede med Bidens sejr i 2020.

Men Trump viste sig at repræsentere et folkedyb, der modsætter sig woke-værdier, ukontrolleret indvandring og omkostningsfyldte krige uden klare mål efter et ydmygende nederlag i Afghanistan. Herunder den i Ukraine, beskrevet af Trump som et blodigt rod, som USA ikke skal blandes mere ind i, men bruge sin magt og kløgt til at få en hurtig ende på.

I betragtning af Trumps føring i meningsmålinger længe inden valget kunne man have forventet en dansk politik med mere fokus på Grønland end – usædvanligt og risikabelt for en småstat – at søge at føre an i en stormagtskonfrontation med de største donationer til Ukraine pr. indbygger blandt de vestlige lande.

Så meget desto mere som en ung, nationalistisk elite i Grønland udtrykte sig meget kritisk mod Danmarks rolle i rigsfællesskabet, hvor en anden tids fejl blev til »folkemord«. Stærke, men uklare krav om selvstændighed blev ikke fulgt op med hjemtagelse af politikområder eller planer for erstatning af danske tilskud, som udgør en stor del af Grønlands økonomi.

Hvad man end mener om dette, havde det været klogt af Frederiksen at give en undskyldning til grønlænderne i lighed med flere andre fra hende. Og at prioritere det arktiske forsvar, som har vist sig endnu tyndere end antaget.

Især var det mærkeligt slet ikke at nævne Grønland i seneste nytårstale, der blev brugt til igen at mane den russiske trussel frem på et tidspunkt, hvor alle andre afventede USA’s Ukraine-udspil under dets nye ledelse.

Bomben faldt så midt i rigsfællesskabet og Nato allerede inden magtskiftet i USA med den nye præsidents krav om »ejerskab og kontrol« med Grønland, hans afvisning af at udelukke brug af militære og økonomiske midler til at opnå dette, hans søns påstande om dansk racisme mod grønlændere og deres ønske om tilslutning til USA på baggrund af nogle timers besøg; og hans vicepræsidents tale om Danmarks dårlige varetagelse af Grønlands sikkerhed.

Mange års oparbejdet goodwill blev erstattet af det modsatte. Som hos en ond hundeejer, der pludselig prygler lille Trofast!

Den danske regering er vågnet op til en ny virkelighed, hvor Danmark ikke længere er yndlingsallieret, men en småstat, der skal føje sig for at undgå, at ”New Jerseys politistyrke besætter Grønland” eller heftige toldsatser på eksporten til USA.

USA planlægger et snarligt topmøde mellem Trump og Putin for at afslutte Ukraine-krigen – højst sandsynligt med en deling af landet tæt på den nuværende frontlinje. I den sammenhæng er en småstats engagement på den ukrainske side mest et irritationsmoment.

Den danske og den grønlandske regering fremhæver, at Grønlands fremtidige tilhørsforhold skal afgøres af grønlænderne. Det vil ikke forhindre USA’s bestræbelser for at realisere den prestige, som det allerede har investeret i, at der skal ske noget andet end status quo. Men hvad?

Regeringen holder naturligvis kortene tæt på kroppen i det diplomatiske spil, som man forsøger at få krisen ind i – uden at det lykkedes for Frederiksen i en lang samtale med Trump. En nærliggende antagelse er, at man arbejder på et kompromis ved, at USA overtager det formelle ansvar for Grønlands sikkerhed. Måske også amerikansk forret til udnyttelse af grønlandske naturressourcer.

Sådanne aftaler vil forrykke den hidtidige balance mellem stormagterne i Arktis og skabe protester fra de andre. Den russiske avis Pravda havde en syrlig kommentar om, at Danmark ikke er i stand til at forsvare Grønland, fordi det har sendt det meste af sin beskedne stridskraft til Ukraine – og foreslår, at Rusland til gengæld får Færøerne! I Norge spekuleres der på, at et russisk svar på USA’s de facto-overtagelse af Grønland kunne være overtagelse af det norske Svalbard.

Der er indledt et spil om Arktis, som Trump og Putin vil tale om, når de mødes. Uden dansk og grønlandsk deltagelse. En form for deling af Arktis kunne harmonere med Trump-regeringens overordnede strategiske mål om at ”slutte fred” med et mindre farligt Rusland for at koncentrere sig om, hvad man anser for sin hovedmodstander, Kina.

At dette ville vække vrede i Europa, betyder formentlig mindre i Trump-regeringens optik. De andre stormagter og Mellemøsten er mere vigtige for den.

For Danmark vil det være et alvorligt tab af prestige og international indflydelse at miste Grønland. Noget, man om muligt vil sminke med fortsat eksistens af et udtyndet rigsfællesskab. Danmark vil fremover skulle vænne sig til at være en småstat uden ambition om at påvirke verdens gang militært og til primært at basere sin sikkerhed på EU.

Grønlands regering er formentlig benovet over så megen international opmærksomhed – og beklemt over, hvad den uforudsete udvikling kan ende med. Den har selv bidraget til usikkerheden med en anti-dansk retorik, der blev grebet med kyshånd af Trump-regeringen. Men næppe gennemtænkt de mulige konsekvenser.