Trump er symbolet på Vestens dekadence og forfald
Donald Trump er først og fremmest et tydeligt tegn på den tid, vi lever i. En tid, hvor forretningsmandens smarthed, kombineret med et svigtende moralsk kompas tiltrækker os, fordi vi sætter lighedstegn mellem vores lykke og en fyldt pengepung.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Uanset hvor egalitær og ligesindet man er og ønsker at være, kommer vi ikke uden om, at den gode, gamle græske filosof Platon har fået ret i sine forudsigelser om, at demokratiet ville føre til et pøbelvælde.
Ja, det er rimelig sikkert, at Trump overgår de værste forestillinger, Platon kunne have haft om et statsoverhoved. Trumps karaktertræk overgår enhver satire, man ville kunne fremstille om et udannet, amoralsk, afstumpet og dybt korrumperet menneske. Ja, han fremstår som selve symbolet på alt dette – og som følge af det – også som symbolet på Vestens dekadence og forfald.
Trump er naturligvis ikke årsagen til Vestens langsomme moralske forfald – men han er derimod kulminationen på det. Og grunden til, at det har kunnet komme så vidt, hænger sammen med de faldgruber, som Platon altså forudså ville følge af et demokrati, der fik lov til at brede sig uden målrettet fokus på etisk dannelse og uddannelse – først og fremmest af dem, der skulle styre samfundet – men i og for sig så vidt muligt af alle.
Det, der står mest i vejen for virkelig at kunne forstå omfanget af Vestens moralske forfald, er den langsomme udvikling af forfaldet, der har foregået over årtier – og som dermed har fået os til at vænne os til det og mere eller mindre acceptere det.
Når man har vænnet sig til, at snyd og bedrag, løgn og korruption er normalen, så bliver opråb om anstændighed og konsekvenser af ens handlinger af mange tolket som en elitær livsanskuelse. Det er nedslående og understreger blot, at vi har vænnet os til dybt uetiske være- og handlemåder, og at disse er blevet normalen.
Der er naturligvis nogle hovedfaktorer, der har spillet en rolle, i forhold til at vores vestlige samfund lider under et moralsk forfald, der meget tydeligt også kommer til udtryk i Vestens håndtering af konflikten mellem Israel og Palæstina. Dette vender jeg tilbage til lidt senere.
En af hovedfaktorerne er uden tvivl den nytteetiske tankegang, der har været altdominerende inden for stort set alle samfundssektorer igennem de seneste mange år.
Den nytteetiske tankegang har overskygget andre etiske retninger såsom pligtetikken, dydsetikken og sindelagsetikken, der er højst nødvendige at implementere, hvis man vil have borgere – især politikere – der ikke fristes til at udnytte systemet og samfundet for egen gevinsts og fordels skyld.
Et af de tydeligste udtryk for Vestens moralske forfald er, når vi ser og hører udtryk, der åbent forsvarer, at man kan handle efter egen egoistiske intention, ja, at man nærmest bliver hyldet for at have denne slags “handlekraft”. Og Trump er igen som en karikeret udgave af det.
Hvad er det så, der gør, at vi er endt her? Det er der naturligvis mange forskellige årsager til – men den måske allervigtigste grund er en altdominerende, moderne form for nytteetik – nemlig en nytteetik, der udregner al nytte og lykke i økonomisk velfærd og økonomisk vækst.
I USA bliver lykke først og fremmest udregnet efter borgeres indkomst. Jo højere indtjening, des lykkeligere bliver man regnet for at være. Det interessante er, at det er dokumenteret, at når man når en vis grænse for indkomst/midler, som er lidt mere, end hvad der er nødvendigt for at kunne leve, så påvirker indtjeningen ikke mere, i forhold til hvor lykkelig man føler sig.
For det andet er vel noget af den allerældste visdom om, at penge i sig selv ikke kan gøre en lykkelig, samt at pengefiksering kan korrumpere ens sind og gøre en selvtilstrækkelig og grådig.
Alligevel er forretningsmanden den, der bliver set som helten i USA – og jo mere han eller hun tjener, jo mere bliver de beundret, uafhængigt af hvordan deres succes er opnået, det være sig gennem snyd og bedrag eller blot udspekuleret manipulation. Igen, denne beskrivelse er i grunden en underdrivelse af Trumps metoder – og han er valgt som USA’s præsident bl.a. med løftet om, at han vil styre landet som en virksomhed (»run the country like a business«).
Med dyrkelsen af handelsmanden og hans eller hendes skrupelløse metoder til at opnå sine mål og penge følger også en foragt for moral og etik, der bliver set som forstokkede begreber, der dækker over naive værdier. Forkastelsen af disse begreber er udbredt, også i den akademiske verden, og er en naturlig konsekvens af den udbredte relativisme, der har domineret den del af samfundet de seneste årtier.
Hvis man fjerner moral fra ens politiske vurderinger og analyser, fordi man er bange for at være “moralistisk”, så bevæger man sig ud på et skråplan, der hurtigt kan få fatale følger.
De vestlige lederes disproportionale vurderinger af ansvarsfordelingen mellem Israel og Palæstina viser en slags kollektiv karakterbrist, der kommer til udtryk gennem kynisme og manglende moral. Det, der bliver anset som vigtigere end at handle moralsk, er at handle til ens egen fordel: økonomisk, sikkerhedsmæssigt og opportunistisk.
Europas politiske lederes moralske kompas kan ikke siges at være stort mere veludviklet end Trumps. De prioriterer stort set egennyttigt deres internationale samarbejde i kampen om ikke at sejle bagud økonomisk, teknologisk og sikkerhedsmæssigt og har i over et år ofret palæstinensernes liv for det. De retfærdiggør deres manglende handlingsvilje med de alvorlige konsekvenser, det kan have for deres land, hvis de modsætter sig Israel (og USA).
Den manglende handlingsvilje samt handlekraft fra Vestens side i forhold til den menneskelige tragedie, som palæstinensere har gennemlevet siden oktober sidste år, vil være et af de sorteste kapitler i historien om “Vestens demokrati”. Vi har nået et nyt lavpunkt i forhold til diskrepansen imellem vores selvbillede som humanistisk og fredselskende nation og vores manglende handlen.
Lige meget hvor meget vi kritiserer eller griner ad Trump og hans ubegribelige dumhed, så bliver vi nødt til at se i øjnene, at vi ikke er stort hævet over ham, når det kommer til at efterleve de basale demokratiske principper, der bygger på menneskerettigheder og humanisme.