Fred i Mellemøsten kræver kun én ting

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er sikkert mange, der har mistet overblikket over krigen i Mellemøsten.

I disse uger handler det mest om de israelske angreb på Hizbollah i Libanon. Om Irans missilangreb på Israel. Og om Israels forventede modsvar. Hamas og Gaza er gledet i baggrunden. Det samme gælder de cirka 100 gidsler, som ingen har hørt fra i et år, og hvis skæbne er uvis – for eksempel danske Itzhik Elgarat.

Mediedækningen og krigens udvikling kan måske give nogle det indtryk, at Israel er den aggressive part.

Til alle, der måtte være af den opfattelse – eller blot synes, at de har mistet overblikket – vil jeg minde om noget, som man let kan glemme i krydsildens kaos: Hvis Hamas, Hizbollah, Iran og Israels øvrige fjender i regionen accepterede, at Israel har ret til at eksistere, så ville der blive fred. Måske ikke en himmelsk fred, men dog fred.

Det er der en simpel forklaring på: De forskellige terrorgrupper og deres iranske bagmænd er ikke ude efter Israel, fordi de synes, at de behandler palæstinenserne dårligt eller bygger for mange bosættelser på Vestbredden.

Nej, det handler ganske enkelt om, at de ikke anerkender den jødiske stats eksistens. Og derfor er deres største ønske at udslette »den zionistiske enhed«, som iranerne kalder den. De kan ikke engang få sig selv til at bruge ordet »Israel«.

Derfor kan Israel umuligt lægge sine våben. Derfor er det nødt til at forsvare sig med hård hånd. Alternativet er, at fjenderne får deres ønske opfyldt.

Men hvis palæstinenserne i Hamas, libaneserne i Hizbollah og ayatollaherne i Iran opgav deres drøm om Israels udslettelse og ganske enkelt lod dem være i fred, ja, så ville de – og de mange uskyldige civile i regionen – rent faktisk få fred.

Israel har ikke nogen som helst interesse i at angribe mål i Libanon og Iran – hvis ikke det lige var for truslen om udslettelse. Så har det ganske rigtigt en territorial strid med palæstinenserne, som skal løses. Og her mener jeg, at netop palæstinensisk anerkendelse af Israels eksistens og ret til sikre grænser kan føre til en løsning – i hvert fald på den lange bane.

En anerkendelse af, at Israel har ret til at eksistere, vil altså ikke kun gavne de mange israelere, som venter på det næste angreb og altid må være klar til at løbe mod beskyttelsesrummet. Den vil i høj grad også gavne palæstinensere, libanesere og iranere, som lige nu lever i frygt.