Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Skru ned for digitaliseringshysteriet

Nedlæg Digitaliseringsministeriet, og slå koldt vand i blodet.

Bo Torp Pedersen, fhv. kordegn, Herning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringen taler hyppigt om vort samfunds truede sikkerhed, og den krigeriske statsminister taler konsekvent alle konflikter i denne verden op. Men skulle regering og stat ikke netop tjene og beskytte borgerne mod konflikter og trusler? Det er ikke det, der sker.

Lad mig nævne beskyttelsen af borgernes identitet. Den har det dårligt. Ingen ansvarlige myndigheder eller ministre gør noget mod identitetstyveri. I forbindelse med en navnesag for nogle år siden, da jeg endnu arbejdede som kordegn, gik det op for mig, hvor mange virksomheder, banker, fagforeninger osv. der får informationer udleveret fra CPR, når en person flytter eller skifter navn.

Jeg fik for nylig bekræftet, at det ikke er blevet bedre. Jeg undrede mig over, at et fagforeningsblad til den tidligere beboer i min lejlighed efter to år bliver ved at komme hertil. En medarbejder i fagforbundet oplyste til mig, at man ikke ændrer adressen, før man har fået en meddelelse om flytning fra CPR. Bortset fra, at der åbenlyst er sket en fejl, så afslører det, at fagforbundet altså forventer, at få flytter. Er det sikkert? Det ligner mere, at man spreder cpr-numre m.m. for vinden.

Jo, de fleste af os synes, det er dejligt nemt, at vi kan gøre en masse digitalt og svinge betalingskortet alle vegne, men hvad så, når hackerne slår til, eller det hele bare bryder sammen?

I stedet for at slå bremsen i og se på alternativer og backup går man bare videre ad en farlig vej, som har gjort vort samfund enormt sårbart. Digitaliseringsministeriets opgave burde være at neddrosle digi-hysteriet og udvikle en plan B, som kan beskytte borgerne. Derefter kunne ministeriet passende nedlægge sig selv.