Vi har ikke altid pligt til at hjælpe, men altid pligt til ikke at slå ihjel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mette Lee Odefey reflekterer i et debatindlæg i JP 19/8 over to af forårets varme etiske debatter. Debatten om den nye model for samtykke til organdonation, hvor man selv skal sige fra, hvis man ikke vil være organdonor, og så debatten om abort.

Odefey argumenterer for, at de to debatter er forbundne, fordi begge handler om retten til at bestemme over egen krop og fremtid. Hun kalder det hykleri, hvis man modsætter sig forslaget om organdonation med den begrundelse, at det krænker den kropslige autonomi, uden samtidig at støtte kvinders ret til kropslig autonomi med fri abort.

Sammenstillingen er interessant, fordi retten over egen krop er en central og vigtig grundpille i vores samfund. Den er også interessant, fordi den tager fat på et lidt mere grundlæggende spørgsmål i abortdebatten, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt retten over egen krop er suveræn. Om den overtrumfer et andet menneskes ret til at leve.

Den underliggende præmis for sammenstillingen er, at de, der i de to debatter har behov for andres kroppe – det organsyge menneske og det ufødte menneske – er sammenlignelige og ligeværdige. Denne præmis er jeg meget enig i.

Men er de to scenarier sammenlignelige? Er dette at sige nej til at donere sin nyre sammenligneligt med dette at sige nej til at ”udlåne” sin livmoder i ni måneder? Bør man have samme suveræne ret til abort graviditeten igennem, som man har til at nægte at donere sine organer grundet i retten over egen krop? Det mener jeg til gengæld ikke.

En organdonor og en abortsøgende kvinde står over for to grundlæggende forskellige valg.

Organdonoren har to valgmuligheder. Han eller hun kan uselvisk og moralsk prisværdigt vælge at donere f.eks. sin nyre til en organsyg person. Men han eller hun kan også vælge at lade være. Ingen har krav på et andet menneskes organer. Donoren kan altså vælge ”at hjælpe” eller ”ikke at hjælpe”.

Den gravide kvinde har ikke disse to valgmuligheder. Hun kan vælge at beskytte sit foster til termin, dvs. ”at hjælpe”, men hun har ikke en mulighed for ”ikke at hjælpe”. På grund af den særlige, men midlertidige kropslige forbundethed, der eksisterer mellem en kvinde og hendes foster, så er det eneste alternativ til ”at hjælpe” at slå fosteret ihjel.

Måske vil der på et tidspunkt opstå en teknologisk mulighed for at adskille en kvinde og hendes foster tidligt i graviditeten, hvis det er et ønske. Det ville i så fald give kvinden en mulighed for ”ikke at hjælpe”. Men en sådan mulighed eksisterer ikke i dag. En provokeret abort er ikke ”at sige nej til at hjælpe”. En abort er et drab.

Mennesker, der er organsyge, er som alle andre mennesker beskyttet af straffeloven. Ingen må slå dem ihjel. Heller ikke selvom de er til besvær eller har en dårlig livskvalitet. De er ligeværdige mennesker med krav på samfundets beskyttelse. Men de har ikke juridisk krav på andre menneskers kropsdele.

På samme måde bør det ufødte menneske, der er afhængig af den gravide kvinde, være beskyttet af straffeloven. Fosteret skal ikke beskyttes, fordi det har krav på kvindens krop, men fordi det har krav på ikke at blive slået ihjel.

Den gravides ret over egen krop overtrumfes her af medmenneskets ret til ikke at blive slået ihjel. Rettigheder er indbyrdes forbundne, og retten over egen krop må som alle andre rettigheder tilpasse sig andre menneskers lige rettigheder. Og her står retten til at blive beskyttet imod drab centralt.

Det er sandt, som Odefey skriver, at man er en hykler, hvis man kræver frihed for sig selv, men nægter samme frihed for andre. Men dette gælder også friheden til overhovedet få lov til at være i denne verden.