Kroppe er blevet en slagmark. Ikke mindst kvinders

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da regeringen den 23. maj fik bred opbakning fra Folketingets partier til at ændre modellen for samtykke til organdonation og dermed gå videre med ny lovgivning på området, var det ikke en beslutning, der kun var banebrydende for at redde liv, men mere for, hvor langt de danske borgere er villige til at lade staten gribe ind i vores liv og i vores kroppe.

Alle borgere over 18 år skal automatisk registreres som organdonorer, er essensen af forslaget. Det vakte en del modstand, men debatten om samtykke har nærmest været tragikomisk, hvis man spejler argumenterne i den debat, der også har kørt om abortgrænsen.

Kroppe, særligt kvinders, har længe været en politisk slagmark. Diskussionen om automatisk organdonation er som et wakeupcall for mange, hvis kroppe tidligere ikke har været udsat for politisk regulering.

Det er skæbnens ironi, at mange nu finder det problematisk, at staten griber ind i deres beslutning om organdonation, mens de tidligere har accepteret statens indblanding i kvinders reproduktive valg.

Når folk siger, at de framelder sig organdonation, fordi ingen skal bestemme over deres krop, undrer det mig, at de samme mennesker ønsker at bestemme over andres kroppe, når det gælder abortgrænsen. Mange føler, at de har ret til at bestemme, hvornår en kvinde må få en abort, og hvornår hun ikke må. Vi lever virkelig i en grotesk satire, hvor hovedpersonen ikke kan se ironien i sit eget liv.

Når folk aktivt vælger at framelde sig som donorer for at bevare deres kropslige ret, forstår jeg princippet og hele pointen med retten til ens egen krop. Det handler om at respektere andres personlige ret. Den samme respekt for kropslig autonomi burde bare også gælde i spørgsmålet om kvinders reproduktive rettigheder, hvilket synes at være overset.

Så når folk er imod retten til fri abort og er imod statens lovforslag om organdonation, er det ikke bare hykleri, det er en skamløs udstilling af dobbeltmoral. Fordi begge ting handler om at bestemme over sin egen krop og fremtid.

Den nye lov om automatisk organdonation er et skridt mod øget statslig kontrol, men den burde også fungere som et spejl for vores egne inkonsekvenser. Når vi ser på, hvordan staten blander sig i spørgsmål om abort, ser vi den samme dobbeltmoral udspille sig gang på gang. Det viser en grundlæggende mangel på forståelse for, hvad ægte frihed for kropslig autonomi indebærer.

Lad os derfor insistere på, at retten til at bestemme over egen krop gælder for alle – uanset køn. Vi skal sige nej til et samfund, hvor ”min krop er min krop, men kvindens krop er statens krop”. I stedet skal vi skabe en verden, hvor alle kroppe respekteres og beskyttes af de samme rettigheder.

For det handler ikke bare om kropslig autonomi – det handler om, at vi siger nej til magt og kontrol over vores rettigheder.

Staten skal ikke lege superhelt og stjæle vores frihed i et misforstået forsøg på at være Robin Hood. I stedet for at tage fra de rige og give til de fattige tager de vores rettigheder og giver os en politisk pegefinger. Det er et skræmmende perspektiv, der hører til i en fortid, vi burde have lagt bag os for længst.

Hvis vi vil leve i et retfærdigt samfund, må vi bekæmpe disse magtstrukturer. Vi skal sørge for, at hver enkelt person – uanset køn – har ret til at træffe beslutninger om deres eget liv og deres egen krop. Det betyder, at vi skal støtte kvinders ret til at vælge, lige så meget som vi støtter retten til at vælge ikke at være organdonor.

Det er en enkel sag om retfærdighed og konsistens. Vi kan ikke kræve frihed for os selv, mens vi nægter den samme frihed til andre. Vi kan ikke forsvare vores egen ret til kropslige autonomi, mens vi ignorerer andres. Det er tid til at stå sammen og insistere på, at retten til egen krop er universel og ukrænkelig.

Staten må ikke forgribe sig på vores krop, den skal give os vores frihed tilbage.