Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Nej tak til overvågning

Man gør klogt i at huske tilbage til den 12. marts 2020, når man foreslår mere overvågning af lovlydige borgere.

Søren RevsbækRevisor, Næstved

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ja, Preben Bang Henriksen, jeg har noget imod at lade mig fotografere. For hvorfor skal jeg som lovlydig borger overvåges med statslige kameraer og billedgenkendelse? Sådan som Bang Henriksen foreslår i JP 20/8?

Jamen lovlydige borgere har da intet at skjule, lyder det så. Men det er at vende argumentet på hovedet. For sagen er jo, at det rager (undskyld udtrykket) ikke andre, hvad jeg som frit menneske i et frit samfund laver, så længe jeg overholder loven. Om jeg går på grillbar, om jeg handler i Normal eller i Meny, om jeg bruger kontanter eller kort, om jeg køber letmælk eller fløde til kaffen, køber mere end fem håndfulde slik ugentligt, eller hvor jeg kører i min bil.

Holder jeg min del af samfundskontrakten – loven – så er mit liv min sag. Ikke Preben Bang Henriksens. Vi skal ikke på grund af svenske indvandrer-børnesoldater indskrænke vores frihed. For det er en glidebane. Overvågning vil afføde mere overvågning, og kontrol kræver mere kontrol. Fordi man kan, og teknologien er klar. Og så nærmer vi os Kina, hvor borgerne overvåges dagligt.

Naturligvis vil Preben Bang Henriksen afvise, at det kan ske i Danmark. Vi er demokrater, ikke autoritære. Men husk så lige den 12. marts 2020. Det var den dag, Folketinget – inklusive Venstre og Preben Bang Henriksen – med et snuptag gav regeringen ekstraordinære magtbeføjelser på grund af corona.

Skræmte og bange politikere gav regeringen stor magt. Indskrænkede borgerrettigheder. Lukkede virksomheder og sløjfede samtidig deres ret til erstatning. Nødvendigt? Måske ja, men pointen her er: Det skete, selv i fredelige demokratiske Danmark. Længere er vi altså ikke fra en form for autoritært styre, end at det gennemførte man fra den ene dag til den anden.

Husk også, at politikere dengang, både Mette Frederiksen og Magnus Heunicke, luftede tanker om, man skulle have forbud mod at gå ud fra sit hjem.

Var det gennemført, så ville ansigtsgenkendelse have været et supergodt redskab for politiet og myndighederne.

Så ja, glidebanen var godt i gang med at blive bygget, bl.a. af Preben Bang Henriksen.

Derfor: Nej tak til automatisk ansigtsgenkendelse. Styrk i stedet grænserne. Send konsekvent kriminelle udlændinge ud af landet. Ansæt flere i politiet til at bekæmpe kriminalitet, men lad være at pille ved vores borgerret til at være fri for overvågning.