Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Børsen-mursten købes i Tyskland: Så bruger nørderne igen andres penge

Dansk Erhverv støtter udenlandsk virksomhed, når de får fremstillet mursten til den nedbrændte Børsen i Tyskland.

Hans HalskovAkademiingeniør, Haderslev

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden kunne man i JP læse, at man har besluttet at købe 800.000 håndlavede mursten i Tyskland til genopbygningen af Børsen.

Murstenene skal brændes i en ringovn. Børsen blev delvis ombygget i 1879, men da brugte man ifølge nørderne helt forkerte moderne skalsten. Dog kan ingen nulevende huske Børsens udseende fra før dette 1800-talsbyggesjusk, men det er alligevel essentielt for nørderne at føre bygningen tilbage så tæt på det oprindelige som muligt.

På den baggrund vælger man at sende over 20 mio. kr. til et teglværk i Tyskland, da de kan fremstille mursten brændt i ringovn, som man gjorde i 1624, hvilket er meget væsentligt ifølge nørderne. Og man må sige, at man virkelig har været innovative, da Børsen blev bygget, idet et opslag afslører, at ringovnen først blev opfundet og patenteret i 1858 – altså omkring 250 år efter opførelsen af Børsen. Faktisk kan der gættes på, at ikke engang de såkaldte moderne skalsten opført i 1879 er brændt i en ringovn.

Jeg går som de fleste andre ind for, at Børsen skal genopføres, så den ligner mest muligt den bygning, vi alle kendte, men jeg synes, det er at misbruge andres penge, når man nørder med ligegyldige detaljer set i det overordnede perspektiv, og måske ovenikøbet uden rigtig at have styr på faktiske forhold.

I øvrigt kan mursten lavet på samme måde som i 1624 fremstilles f.eks. i Sri Lanka og til en pris af blot et par kroner og ikke 25 kr. pr. styk.

Når det så er sagt, er det uforståeligt, at netop Dansk Erhverv finder det nødvendigt at lægge så mange penge i en virksomhed uden for Danmark. Dansk Erhverv skulle vel ellers tilgodese danske virksomheder, og Danmark er jo kendt for gennem århundreder at være førende inden for fremstilling af mursten. Men når beslutninger rykker ind i centrum af hovedstaden og ind blandt nørder, så er det, som om fornuften er ladt tilbage uden for Valby Bakke.

Artiklens emner
DI
Børsen