Jeg får simpelthen pip af Jyllands-Posten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der kan ske utroligt meget på to dage, når man beskæftiger sig med politik. Behøver man bevis for den påstand, skal man blot tage et blik på Jyllands-Postens lederspalter den seneste uge. For det er alligevel noget af en kovending, som avisen har været ude i.

Vi starter den 22. juni, hvor en oprigtigt talt imponerende mængde øregas blev udbasuneret på relativt få linjer. Her måtte man forstå på avisens kloge leder (eller ledere; avisen har jo modsat f.eks. rivalerne på Politiken ikke tradition for at sætte navn på skribenten), at alt var galt i Venstre.

Lærkesangen siger, at Venstre må træde ud af regeringen nu, for ellers brænder både gården og partiet ned. For vælgerne »er mere forvirrede end nogensinde«, lød analysen.

Blot to dage senere var billedsproget med lærken tilbage i en anden leder. Men denne gang pippede den tydeligvis med et helt andet næb. Her bades resultatet af Den Grønne Treparts aftale om klimaet – fuldt fortjent i øvrigt – i den skønneste nationalromantik og omtales som et stykke danmarkshistorie, der yder Carl Nielsens fortælling om den lille lærkerede al den retfærdighed, den fortjener.

Den ros kan jeg jo kun være glad for, når det er min dygtige næstformand, Stephanie Lose, der med en politisk kraftpræstation har forhandlet aftalen i hus.

Men det er da mærkeligt, at fortællingen om regeringen og mit partis deltagelse i den kan ændre sig så hurtigt. At man den ene dag er helt uduelig, og at man to dage senere leverer grøn danmarkshistorie, der både sikrer kvæg at spise og lærker at synge om i fremtiden.

Kunne det tænkes, kære JP, at I måske har været lidt for hurtige ved havelågen? At I måske er hoppet med på kommentatorkøbings tendens til klik-kurtiserende katastrofefortællinger? For denne regering udretter meget godt. Vi har lettet skatten på arbejde, vi har gjort det lettere for familievirksomheder at gå i arv, vi er i gang med en historisk genopretning af det danske forsvar, og vi har lagt skinnerne til et omfattende opgør med bureaukratiet i både ældrepleje og folkeskole.

Og ja, senest har vi så formået at forene Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug og Fødevarer, der i årtier har set hinanden som fjender, om en plan, der sikrer, at vi i Danmark får meget mere natur, som genopretter vores vandmiljø, og som samtidig indfrier vores store klimaambitioner. Uden at gå på kompromis med dansk landbrugs muligheder for udvikling.

I Europa splitter spørgsmålet om landbrugs- og miljøhensyn befolkninger. Ikke i Danmark. Her samler vi parterne om et bord og bliver enige om kompromiser, der samler. Nu viser vi vejen, og så vil jeg håbe, at andre vil følge vores eksempel. »En lærke letted’, og tusind fulgte,« som sangen lyder.

Jeg ved godt, at nuancer måske ikke sælger så mange aviser, men jeg vil alligevel anspore jer til at prøve. For når I den ene dag lover bål og brand, og den næste roser os til skyerne, så er det helt ærligt en smule svært at tage seriøst. Så er det helt ærligt til at få pip af.