Det er ikke techgiganterne, der sviner folk til. Det er folk selv
De sociale medier kan dårligt lastes for, at en del debattører udviser så dårlig dømmekraft og udtaler sig på så ringe et niveau, at det er dybt pinagtigt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Debatten på de sociale medier er ofte udskældt. Niveauet er lavt, og folk har det med at bekræfte sig selv og hinanden i et eller andet fjollet.
Der er helt sikkert meget at kritisere folkene bag de sociale medier for, men det er ikke Mark Zuckerberg og co.s skyld, at overfaldet på Mette Frederiksen bliver latterliggjort eller ligefrem hyldet på Facebook. Der findes altså mennesker på Facebook, der befinder sig på et niveau, hvor en almindelig femårig ville skamme sig.
Der er ingen grund til at gå i detaljer. Men jeg kan sige så meget som, at i en direkte sammenligning med det, man kan læse på debatsiderne i denne og andre aviser, er niveauet blandt visse debattører på Facebook skandaløst ringe.
Det kan godt være, at Facebook og andre sociale medier har nogle uheldige tendenser. Men det er ikke deres skyld, at mennesker i Danmark latterliggør eller ligefrem hylder overfaldet på statsministeren og kalder Mette Frederiksen fjollede øgenavne. Få timer efter at hun blev overfaldet.
Det virkelige problem med Facebook og sikkert også mange andre sociale medier er ikke, at deres algoritmer styrer brugerne i en eller anden retning. Det er sikkert også værd at pege på, men efter min bedste overbevisning er det ikke det største problem.
Værre er det, at visse brugere har det med at komme med utrolig underlødige kommentarer om alt lige fra overfaldet på Mette Frederiksen til krige og konflikter i verden, og at man opretter en gruppe, hvor man så kan blive tiljublet af ligesindede. Og bekræfter hinanden i, at den måde, man ser verden på, er den eneste rigtige, og at alle andre er en flok idioter.
Er det så Mark Zuckerbergs skyld? Nej, det er folks eget ansvar. Når folk skriver forrykte ting om politikere eller andre mennesker og håner Mette Frederiksen samme dag, som hun blev overfaldet, så lad dog være med at pege fingre ad techgiganterne. Det er rigtignok dem, der gør det muligt for folk at sprede hadefulde ytringer på nettet, men det er ikke dem, der er afsenderen. Det er ganske almindelige mennesker med rabiate holdninger, og det er dem, der er det egentlige problem.