Hvis I absolut vil udvide testcenter, så gør det, så det giver mening
I Thy er vi klar til at tage ansvar for den grønne omstilling, men staten spænder ben.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Thisted Kommune arbejder vi sammen om den grønne omstilling, og vi gør det på rigtig mange fronter. Lige efter sommerferien skal vi politisk tage stilling til et tocifret antal forslag om borgerdrevne energianlæg. Det er energianlæg, der er udviklet i et samarbejde mellem lokale thyboer og forskellige energiudviklere.
Med andre ord er borgerne i Thisted mere end klar til at håndtere den svære opgave, der ligger i at skabe plads til den grønne omstilling og samtidig videreudvikle de mange lokalsamfund.
Vi har også igangsat udviklingen af to energizoner i Thisted Kommune. Staten var ikke af den opfattelse, at der bør være energiparker i kommunen – ej heller i resten af Nordjylland – og derfor måtte vi tage skeen i egen hånd og selv udvikle områder til energiproduktion.
Omvendt er det dejligt at konstatere, at de kystnære vindmøller ud for Hanstholm får en ny mulighed for at blive en realitet. Hvis Thy for alvor skal bidrage til den grønne omstilling, er det altafgørende, at vi får vindmøller ud på havet, men i overskuelig afstand til de energizoner, der skal bruge den vedvarende energi til gavn for den grønne omstilling.
Vi tror og håber på, at staten ikke endnu en gang vil spænde ben for det projekt.
Vores pointe er, at Thisted Kommune og dens borgene har bevist, at de er klar til at tage ansvar for den grønne omstilling. Det eneste, der står mellem os og den grønne omstilling, er staten.
Med den ene hånd er staten klar til at udvide Østerild Testcenter imod vores ønske, og med den anden hånd modarbejder staten mange af de tiltag, der for alvor gør, at vi kan bidrage til den grønne omstilling. Så vores opfordring er – giv os muligheden for at bidrage!
Hvis I insisterer på at udvide Østerild Testcenter, så gør det, så det gavner den grønne omstilling og ikke bare er billigst muligt for industrien og DTU. Giv os den infrastruktur, der understøtter de mange gode tiltag, og sidst, men ikke mindst, understøt, at vi får kystnære vindmøller, der kan bidrage til vores lokale erhvervsudvikling.