Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvad vil Liberal Alliance egentlig i Europa?

Er du på vej ind ad den forkerte dør, Henrik Dahl?

Jesper HousgaardOrganisatorisk næstformand, Kristendemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Henrik Dahl fører i øjeblikket kampagne med en parole om, at »splittelsen i Europa er skabt af elitær og teknokratisk midterpolitik«, og senest udmærker han sig med et debatindlæg i JP 4/5 under overskriften:»Kære midte, det er jer, der splitter Europa.«

Det virker aparte, at man som spidskandidat for et parti, der søger optagelse i det kristendemokratiske fællesskab EPP, er ude i så skarpe vendinger og kritiserer de midterpartier, man så gerne vil være i koalition med, heriblandt tyske CDU, hvis mangeårige leder Angela Merkel også skal have nogle velvalgte ”borgerlige” ord med på vejen og nærmest alene tilskrives ansvaret for flygtningekrisen for år tilbage.

Det frister mig til at spørge, om Liberal Alliance ikke er på vej ind ad den forkerte dør? Det virker på mig, som om det i Liberal Alliance alene er drømmen om magten, der guider retningen for et kommende europæisk eventyr, mere end det er tanken om en særlig ideologisk retning.

Kristendemokrati – og dermed også EPP – er skabt som en reaktion imod blandt andet den hårde og kalkulerede liberalisme ligesom den statsdominerede socialisme. Dermed er kristendemokratiske partier og med dem EPP at anse som centrum-højrepartier og med stolthed en del af den netop så udskældte politiske midte. Udefra set kan det jo derfor virke, som om Liberal Alliances ønske om at blive en del af EPP mest af alt handler om at være med i den gruppe med størst mulig indflydelse nærmere end om at føre sin egen politiske dagsorden ud i livet. Det er tankevækkende. Jeg ved endnu ikke selv, hvor mit kryds falder ved det kommende EU-valg, én ting er dog sikkert. Det bliver ikke på Liberal Alliance.