Fortsæt til indhold
Debatindlæg

EU er bureaukrati. For meget bureaukrati. Men også uden alternativer

Vi har så mange fordele ved vores EU-medlemskab, som hele tiden skal forbedres, bl.a. ved at få nedbragt mængden af væksthæmmende regulering. Og der er intet alternativ til EU.

Jesper BeinovDirektør i SMVdanmark, policy vice president i europæiske SMEunited

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For mange danskere vil Europadagen den 9. maj nok ikke være noget specielt. Modsat forholder det sig i mange europæiske lande, hvor dagen har stor symbolsk betydning.

Alle, der er opvokset i årene under og efter Den Kolde Krig, husker, hvor mange der dengang fuldstændigt benægtede, at projektet faktisk handlede om fred og frihed på kontinentet. I lyset af Ruslands krig i Ukraine bør det dog nu stå tindrende klart for os alle.

Da Østblokken brød sammen, skyndte de nye stater sig at søge ly i Nato og EU, og forleden blev 20-årsdagen for bl.a. Central- og Østeuropas medlemskab af EU fejret. Udvidelsen har skabt 26 mio. nye arbejdspladser i EU. Nu banker andre så på EU’s dør, fordi de ved, hvor udsat man er i Ruslands nærområde.

At bl.a. Rusland nu er i fuld gang med at forsøge at puste til eksisterende splittelse og destabilisere Europa op til de kommende valg, synes klart. Som EU’s stats- og regeringschefer konkluderede for et par uger siden, er man »fast besluttet på nøje at overvåge og dæmme op for eventuelle risici som følge af desinformation, herunder gennem kunstig intelligens, samt udenlandsk informationsmanipulation og indblanding i valgprocesser«. Det er tid til at besinde sig på alvoren.

Fred og frihed forudsætter en demokratisk orden, så samfundslivet kan fungere, og så erhvervslivet kan tjene penge til at betale for alle de ønsker, vælgerne har til velfærden. Men markedsøkonomi bygger også på, at der er en klar og ensartet konkurrence, at man kan regne med regler, og at forvaltningen er saglig.

Alt dette skaber vækst og velstand for Europas erhvervsliv, hvor 24,3 af 24,7 mio. virksomheder er bittesmå, med langt hovedparten under 10 ansatte.

Desværre er EU mest førende på regulering, hvor USA og Kina kæmper om at være førende inden for nye teknologier. Der er brug for at gøre noget alvorligt ved bureaukratiet, og her har EU-Kommissionen med den konservative Ursula von der Leyen desværre gjort for lidt. Hun arbejder for, at virksomhedernes mængde af indberetninger skal ned med 25 pct., men hvis det for alvor skal batte noget, bør der opsættes et klart og bindende mål om 25 pct. færre administrative byrder for erhvervslivet.

Der er vi desværre så langtfra. Og kommissionens rolle er jo at stille forslag. Mens det i det altovervejende er Europa-Parlamentet og landenes regeringer i Ministerrådet, der deler lovgivningskompetencen. Så om præcis en måned, når EU’s vælgere bliver spurgt, hvilken retning unionen skal tage, får vi en fornemmelse.

Jeg tror dog, at vi kigger ind i en mere erhvervsvenlig lovgivning. I SMVdanmark – de små og mellemstore virksomheders organisation – har vi således været i dialog med en række partier. Politikere fra foreløbig S,V,M, R, K, LA, DD og DF er gået med i en kampagne under overskriften ”Jeg vil arbejde for at nedbringe mængden af EU-bureaukrati”.

Flere af vores kolleger i de europæiske SMV-organisationer laver noget lignende.

Heldigvis er det, som om vælgere og politikere rundtomkring i Europa nu er ved at vågne op. Jeg fornemmer også på stemningen i Bruxelles, når jeg er til møder, at vi efter næste måneds valg kommer til at få taget livtag med bureaukratiet. Og at ny lovgivning skal tage udgangspunkt i de små virksomheders virkelighed.

Meningsmålingerne antyder en sand gyser med mulighed for markant højredrejning. Alt dette får også betydning for os i Danmark. Forventningen er, at den store konservative gruppe (EPP) afgør retningen.

Lige nu balancerer Konservative, Liberale og Socialdemokrater magten i EU. Men helt nye konstellationer kan vise sig om en måned.

Danmark hører hjemme i hjertet af Europa. Vi har så mange fordele ved vores EU-medlemskab, som selvfølgelig hele tiden skal forbedres, bl.a. ved at få nedbragt mængden af væksthæmmende regulering. Men Europadagen minder os om, at hele projektet fra starten har handlet om at sikre fred og frihed på kontinentet oven på grusomme krige.

Bundlinjen er, at der ikke er noget alternativ til EU.