Kræver kvindelig værnepligt en grundlovsændring?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringen ønsker at udvide værnepligten, så den også gælder for kvinder, og den mener, at det kan gennemføres ved lov. Men jeg mener, at det er en overvejelse værd, om det nu også er så enkelt. Grundlovens § 81 bestemmer, at enhver våbenfør mand er forpligtet til ved sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver. At være tvunget til at stille sig til rådighed for Forsvaret og efter ordre eventuelt at dræbe andre og selv ofre livet er en så alvorlig forpligtelse, at den for at omfatte kvinder må kræve, at kvinder også nævnes i grundlovens § 81. Jeg er klar over, at der er forskellige juridiske udlægninger af paragraffen, men jeg er af den opfattelse, at der bør udfærdiges et juridisk responsum om spørgsmålet, inden man uden videre inddrager kvinder til værnepligt. Der er i dag en del kvinder i Forsvaret, da kvinder har værneret. Så flere kan blot melde sig, hvis flere kvinder ønsker det i ligestillingens navn.