Truer sociale medier demokratiet?
Mange får deres nyheder via sociale medier, og det gør det utroligt nemt at bruge dem som ekkokamre til at sprede misinformation.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
De sociale medier fylder mere og mere, hvilket de har gjort de seneste mange år. Både til arbejde og til privatbrug. Det er en udvikling, som er sket utroligt hurtigt, og som vi har haft svært ved at tilpasse os på så kort tid.
Især i et demokratisk samfund stiller det spørgsmål om, hvorvidt den teknologiske udvikling går for hurtigt til, at vi kan følge med i forhold til sikkerhed, viden om mediet, og hvad vi egentlig siger ja til, når vi opretter en konto på de sociale medier. Udgør de sociale medier en trussel mod demokratiet?
Det er et spørgsmål, jeg ofte stiller mig selv. Jeg bruger dagligt sociale medier, og de fylder meget i min hverdag, både i mit sociale liv, til arbejde, men også til at følge med i, hvad, der sker rundtom i verden. Vi bruger i højere grad sociale medier til at tjekke nyheder.
Det kan være et problem, hvis vi udsættes for misinformation.
Det er altså en ret stor andel, der får deres nyheder gennem de sociale medier, og det gør det utroligt nemt at bruge de sociale medier som et ekkokammer til at sprede misinformation blandt befolkningen.
Man kan også bruge platformen til at opmuntre befolkningen til at udøve en handling såsom stormløbet på Kongressen i USA, som jeg i høj grad mener er en stor trussel mod demokratiet.
Det er enormt bekymrende, at der ikke er flere reguleringer på området, for netop de sociale medier, som en stor andel af befolkningen anvender, kan hurtigt blive misbrugt og true demokratiet.
Men selvfølgelig skal vi fortsat anvende de sociale medier, for de kan også utroligt mange gode ting i vores samfund. De er en virkelig god platform til at dele viden og kommunikere med hinanden, og de bidrager i høj grad til at fremme den demokratiske samtale.
Med flere reguleringer på området vil man kunne mindske risikoen for at blive misinformeret og påvirket negativt.
Bliver de reguleret, så den enkelte bruger på de sociale medier kan anvende platformen mere sikkert og stadig have friheden til at ytre sig og dele viden, er de sociale medier et rigtigt gode til at nå ud til rigtigt mange mennesker med vigtige budskaber og nyheder. Men det er altafgørende, at der kommer flere reguleringer for algoritmer og kunstig intelligens på de sociale medier.
Der er så småt kommet mere fokus på det, og det ses blandt andet i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), som for nylig har lavet et AI-udspil med en række forslag til at beskytte brugerne på online-platforme uden at begrænse ytringsfriheden. Jeg opfordrer kraftigt til, at vi sætter et større fokus på online-platforme.
Hvis vi ikke gør noget, kan sociale medier med tiden blive en endnu større trussel mod demokratiet, så vi bliver nødt til at handle nu.