Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Valgloven skal ændres

Alle folkevalgte bør fremover underskrive en troværdighedsed for at undgå partihopperi.

Villy O. ChristensenFørtidspensionist, Næstved

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I såvel kommuner, regioner som Folketinget ser vi konstant partihopperi, når personlige ambitioner konflikter med listen eller partiet, man er valgt for. Nu må det stoppe!

Ofte er der tale om politikere, der har opnået valg som følge af listestemmer, som skifter side, hvorfor det bør stadfæstes ved lov, at de så bør udtræde af det embede, hvori de er valgt. Hvis man ikke kan lide duften i bageriet, må de gå af, så suppleanten kan indtræde – alt andet er vælgerbedrag.

Nu har vi lige set René Christensen forlade DF og skifte til Moderaterne. At flere fremtrædende medlemmer af DF skifter til Danmarksdemokraterne, og der hoppes rundt i den sociale lejr, er forståeligt nok, men absolut uacceptabelt. Det handler ikke kun om vælgerbedrag, der er også tale om socialt bedrageri, da der tildeles partistøtte efter stemmeantal.

Der er et bagland af frivillige og sponsorer, som er med til at sikre et personligt eller listevalg. De må snart vågne op til dåd og aktivt modvirke, at de utroværdige vendekåber fortsat kan hæve løn, vederlag og pensioner i den høje ende.

Inden for erhvervslivet er det almindelig kendt, at man som ansat er underlagt en konkurrenceklausul, der forhindrer et skifte til en konkurrent.

Lige så vel som en folketingspolitiker skal skrive under på at ville overholde grundloven, bør alle folkevalgte underskrive en troværdighedsed.