Retten til fri sejlads må og skal forsvares
Da rederidrift er Danmarks største eksporterhverv målt i omsætning, er det helt naturligt, at det danske forsvar er med til at beskytte sejladsen ud for Yemens kyst.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Søfarende om bord på fredelige civile skibe angribes med droner og missiler. Skibe forsøges angrebet. Den frie sejlads og vigtige forsyningskæder for Danmark og verdenshandlen er under angreb.
Det er situationen i Det Røde Hav ud for Yemens kyst, hvor Houthi-bevægelsen gennem flere måneder har gennemført en række uprovokerede angreb på den internationale skibsfart. Det er fuldstændig uacceptabelt.
Det internationale samfund kan ikke tolerere denne situation. Og derfor måtte USA og Storbritannien med støtte fra en række andre lande natten mellem den 11. og 12. januar for første gang gribe ind med en række målrettede angreb på de våben og den infrastruktur, som giver houthierne mulighed for at angribe den civile skibsfart i Det Røde Hav.
Danmark er samtidig en del af den bredere og separate internationale koalition med USA i spidsen, som skal sikre fri sejlads for alle i området. Operationen hedder Operation Prosperity Guardian og er lavet under den eksisterende amerikansk-ledede multinationale maritime koalition, Combined Maritime Forces.
Danmark yder et markant bidrag til koalitionen. I Folketinget har man således førstebehandlet, at fregatten ”Iver Huitfeldt” skal sejle fra Korsør i disse dage og være tæt på Det Røde Hav, når Folketinget har truffet den endelige beslutning. Vi har ligeledes tilsluttet os den mindre koalition af lande, som yder støtte til gennemførslen af operationer imod houthi-mål i Yemen.
Danmark står altså sammen med nogle af vores vigtigste allierede og partnere for at beskytte de søfarende og den frie sejlads. Og der er mange gode grunde til at stå sammen med vores allierede. Derfor har denne sag i særlig grad dansk interesse.
Centralt står jo hensynet til de søfarendes liv og helbred samt deres familier og pårørende, som ellers skal leve i frygt, når skibene går via Suez. Og ligeledes er der også potentialet for miljøkatastrofer, hvis eksempelvis en olietanker rammes.
Tusindvis af skibe sejler hvert år igennem Det Røde Hav på vej til og fra Suezkanalen. Ruten forbinder Asien og Europa og er en vital åre i den globale skibsfart. Det blev blandt andet tydeligt i 2021, da skibet ”Ever Given” sad fast i kanalen i en uges tid med hundredvis af skibe i kø og store ekstra udgifter til følge.
Den frie sejlads er af særlig stor betydning for Danmark som søfartsnation. Målt på nationalitet opererer danske rederier den femtestørste handelsflåde på globalt plan. Derfor er den frie transport af varer af stor national interesse. 80-90 pct. af verdenshandlen transporteres med skib, og ca. 12 pct. af den samlede verdenshandel går gennem Suezkanalen.
Da rederidrift er Danmarks største eksporterhverv målt i omsætning, får alvorlige begrænsninger af den frie trafik på vandvejene hurtigt negative konsekvenser for os. Ganske som det gælder virksomheder og borgere i mange andre lande.
Men det handler frem for alt om international ret og den gældende ret til fri sejlads. Vi kan under ingen omstændigheder tolerere, at søfarende og den civile skibsfart gøres til angrebsmål af en oprørsgruppe. Derfor fortjener det ros, at en bred koalition af partier har tilkendegivet at støtte en aktiv dansk indsats for at forsvare verdenshandlen i Det Røde Hav. Det er ikke bare til gavn for Danmark, men for hele verdenssamfundet, som har stor interesse i en fri og uhindret verdenshandel.
Det er i den grad værd at kæmpe for. Tak til Folketinget for at støtte op om den svære beslutning, som det altid er at tage ansvar og engagere sig i en svær konflikt. For selv om Det Røde Hav er fjernt fra danske kyster, så er det – på godt og ondt – en indsats, som er central for en søfartsnation som Danmark.