SU-reformen svækker kvaliteten af uddannelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lige før jul aftalte et politisk flertal en SU-reform, som fjerner det ekstra studieår. Det er ikke så godt, for reformen vil svække kvaliteten af de videregående uddannelser, fordi den vil påvirke de studerendes måde at studere på.

Vi ved fra forskning, at når tidspresset på de studerende bliver større, f.eks. fordi man mister sin SU, hvis man bliver forsinket, fordi man har dumpet en eksamen, så har det konsekvenser for de studerendes måde at studere på. Så når de ændrede SU-regler øger risikoen og omkostningen ved at blive forsinket, så vil de studerende justere deres tilgang til studiet.

Flere studerende vil vælge det sikre. De vil vælge uddannelser og kurser, de er sikre på at kunne bestå, frem for at afprøve deres grænser. De vil fokusere på lige præcis det, som skal til for at bestå eksamenen, fremfor at være nysgerrige og forfølge faglige spørgsmål. De studerende vil gøre det, politikerne beder om: De vil sørge for ikke at blive forsinkede.

Man kan blive forsinket, fordi man dumper en eksamen, eller fordi man vælger at bruge ekstra tid på at fordybe sig i et emne eller en opgave. Det ekstra studieår er i det lys ikke et fjumreår, men et risikoår eller fordybelsesår. Konsekvensen af SU-reformen vil derfor blive mindre nysgerrige, mindre udforskende og mindre risikovillige studerende. Det vil betyde, at kvaliteten af uddannelserne ændrer sig – jeg ville sige, den bliver forringet.

SU-reformen lægger sig i forlængelse af flere reformer, bl.a. studiefremdriftsreformen, som har haft et særligt fokus på de studerendes studietid. De studerende skal helst læse hurtigere og blive hurtigere færdige. Den besked, afskaffelsen af det ekstra SU-år sender til de studerende, er, at den vigtigste kompetence, man kan besidde som studerende, er evnen til at blive færdig til tiden.

Politikere er i deres gode ret til at ville spare eller omprioritere, så længe de er bevidste om konsekvenserne. I forhold til SU-reformen er der mange sandsynlige konsekvenser, men politikerne er i det mindste nødt til at erkende, at de med SU-reformen svækker kvaliteten af uddannelserne.

Samtidig taber politikere og partier bag reformen retten til at beklage sig over studerendes manglende nysgerrighed, deres initiativfattigdom og deres kedsommelighed. De studerende følger blot politikernes anvisninger. Man kan så spørge, om det virkelig er i den retning, politikerne ønsker, de studerende skal gå?