Regionerne er på afveje med nyt forslag om central lægevagt
Drop yderligere centralisering i sundhedssystemet. Kontakten mellem lægeklinik og patient er vigtig, og kendskabet til hinanden er værdifuldt for begge parter.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er et rigtig dårligt forslag, som danske regioner nu lancerer med, at vi ikke længere skal kunne ringe til vores praktiserende læge. Vi skal i stedet ringe til en central lægevagt, der så skal beslutte, hvad der videre skal ske.
Med forslaget agter man at indføre et nyt led i det primære sundhedssystem, og det vil øge fremmedgørelsen for os patienter. Fra rigtig mange sammenhænge ved vi jo, at det ikke opleves brugervenligt, når man telefonisk skal kontakte en virksomhed eller forretning og kommer i en lang kø og efterfølgende skal træffe valg mellem mange muligheder, før man kommer igennem. Og ofte kommer man jo undervejs til at tale med en fiktiv person i form af kunstig intelligens.
Det ser måske effektivt ud fra et virksomhedssynspunkt, men det er ikke godt, når man er patient. Det er, som om Danske Regioner ikke har opdaget, at personkendskab og relationer betyder noget i sundhedssystemet. I patientforholdet i almen praksis betyder den personlige kontakt nemlig rigtig meget for en hensigtsmæssig behandling og et trygt og godt forløb som patient. Man er nemlig ikke blot et nummer i køen, men et menneske med alt, hvad det indebærer.
Personkendskab og relationer er vigtige i al sundhedspleje. Det er også gået op for den kommunale hjemmepleje, hvor man nu introducerer faste teams som modsvar til regnearksmodeller. Genkendelighed kan være helbredende og give øget tryghed. Og når nu kommunerne langt om længe er blevet klogere, så vil det da være dybt godnat at igangsætte det nye tiltag i regionerne, som om man ikke har kendskab til den nye erfaring i den kommunale hjemmepleje.
De manglende relationer og det mangelfulde patientkendskab er netop kendetegnende for de regionale sundhedsklinikker. Man er prisgivet som patient, men for mig er de regionale sundhedsklinikker også kun en nødløsning, indtil der bliver tilstrækkelig kapacitet i almen praksis, hvilke vel kan imødeses inden for en kortere årrække, i takt med at flere læger uddannes i almen medicin.
Og så bliver jeg provokeret af regionsformand Heino Knudsens argument om, at forslaget vil gøre det nemmere for os borgere. Det er en påstand uden hold i virkeligheden. For kort tid siden deltog jeg i et arrangement i Danske Ældreråd, hvor lektor Susanne Ekman fra Roskilde Universitet på overbevisende vis redegjorde for, hvordan ”systemet” altid lover mere, end det kan holde! Og Heino Knudsen forsøger med sit argument at stikke os blår i øjnene.
Drop yderligere centralisering, og sig nej til forslaget, og lav en stor indsats for at få forslaget taget af bordet. Kontakten mellem lægeklinikken og patienten er vigtig, og kendskabet til hinanden er værdifuldt for begge parter.