Det er på tide, at danske medier og politikere får øjnene op for Israels apartheid mod palæstinenserne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er svært ikke at være påvirket af den nuværende krig mellem Hamas og Israel. Men frustrationen og magtesløsheden bliver dog større af oplevelsen af en ensidig dansk mediedækning, der særligt taler om israelernes lidelser, især når man hører en række danske politikere, herunder statsministeren, åbenlyst udtrykke sympati alene med den israelske befolkning.

Når man som os har været udsendt som menneskerettighedsobservatør på Vestbredden, får man et virkelighedsnært indblik i, hvilken betydning konflikten og besættelsen har for både den palæstinensiske og israelske civilbefolkning. Desværre synes både de danske medier og politikere at vende det blinde øje til virkeligheden.

Vi har besøgt byen Sderot i det sydlige Israel, kun få kilometer fra Gazastriben. Der er ingen tvivl om, at den israelske befolkning lever i frygt for raketangreb og er i alarmberedskab, når luftsirenerne hyler.

Hamas’ voldsomme angreb og gidseltagninger af civile er forkastelige og i strid med folkeretten, og disse handlinger udløser forståeligt sympati med den israelske civilbefolkning. Men ved enhver vurdering af, om Israels militære aktioner udgør et lovligt selvforsvar, må man tage sammenhængen og spørgsmålet om proportionalitet i betragtning.

I 56 år har den palæstinensiske civilbefolkning på Vestbredden været underlagt militær besættelse af Israel med systematisk kontrol, manglende bevægelsesfrihed, chikane og vold fra bosættere, og palæstinenserne lever fortsat og hver dag uden fundamentale rettigheder. Denne systematiske forskelsbehandling i forhold til den jødiske befolkning udgør apartheid ifølge Amnesty International.

I 16 år har Israel ulovligt isoleret og holdt civile i Gaza indespærret gennem den igangværende land-, luft- og søblokade, hvilket har skabt intet mindre end en humanitær katastrofe, hvor mere end 90 pct. af børnene i Gaza lider af ptsd, og 80 pct. af befolkningen er gjort afhængige af nødhjælp og støtte udefra for at kunne overleve.

Når Hamas affyrer upræcise raketter, svarer Israel med verdens stærkeste militærmagt hårdhændet igen med kampfly og luftbombardementer, der forvolder betydelig mere skade, og som ikke kan undgå at ramme civile i et tætbefolket Gaza med mere end 2 mio. mennesker stuvet sammen i et område på størrelse med Langeland. Israel har siden lørdag kastet 6.000 bomber, der indtil videre har dræbt knap 1.500 mennesker, heriblandt knap 500 børn.

I en konflikt som den mellem Palæstina og Israel bør medierne særligt forpligte sig på at få nuancerne og særligt konteksten for voldshandlinger med. Men hver gang konflikten eskalerer, tegner det samme mediebillede sig. Vi hører overvejende om terrortruslen mod Israel og Israels ret til at forsvare sig og mindre om konteksten, brud på menneskerettigheder og de daglige overgreb mod den palæstinensiske civilbefolkning såvel i Gaza som på Vestbredden.

Endnu værre er det, at vores folkevalgte politikere gang på gang står på Israels frem for på de civiles og menneskerettighedernes side. Tænk, at vores statsminister ikke udviser sympati med den palæstinensiske civilbefolkning og udskammer en journalist for at stille sådan et spørgsmål.

At regeringen yderligere sætter al udviklingsstøtte til Palæstina på pause, vel at mærke efter at Israel har indført total blokade af Gaza, gavner hverken freden og stabiliteten, men vil kun forværre den humanitære katastrofe. I stedet bør det internationale samfund lægge pres på begge parter for at sikre, at international lov overholdes og for at få gang i fredsprocessen.

De danske medier og politikere bør huske konteksten og tale begge parters sag – også palæstinensernes. Vi skal som samfund værne om menneskerettighederne og folkeretten, uagtet hvor og hvem der forbryder sig mod dem.