Bedrevidende makværk, Etisk Råd
Etisk Råds nye udtalelse om aktiv dødshjælp ligner de gamle.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Etisk Råds nye udtalelse ligner til forveksling de gamle ved udpræget enøjethed. Det giver mig næsten kvalme. Det er, som om de seneste års offentlige diskussioner fuldstændig er gået hen over hovedet på rådsmedlemmerne. Man kommer med de samme argumenter mod aktiv dødshjælp, som vi har hørt i årtier, og har f.eks. overhovedet ikke hæftet sig ved, at professor i filosofi ved Københavns Universitet Klemens Kabbel så sent som i december 2022 i en kronik i Politiken gennemgik alle argumenterne et for et og konkluderede, at argumenterne mod aktiv dødshjælp ikke holder. Kronikken er ikke engang nævnt i litteraturlisten.
Et andet eksempel: I Danmark er der udgivet fire bøger om aktiv dødshjælp. Den første af Lone Nørgaard fra 2002 støtter aktiv dødshjælp. Den anden af Lise-Lotte Norup og Hans-Georg Møller udkom 2009 og støtter også aktiv dødshjælp. Den tredje af undertegnede udkom i 2014 og er for. Den fjerde og sidste fra 2015 er skrevet af laboratorieoverlæge Ole Hartling, tidligere formand for Etisk Råd. Den bog går som den eneste af de fire imod aktiv dødshjælp. Ikke desto mindre er det den eneste, der er nævnt i Etisk Råds udtalelse! Den nævnes til gengæld adskillige gange, og Ole Hartling har fået lov til selv at deltage i rådets arbejde … I tråd hermed ignorerer man fuldstændig befolkningens holdning.
Udtalelsen foregiver objektivt at belyse spørgsmålet fra begge sider. Men når man på den måde sorterer og tendensudelukker foreliggende relevant dansk litteratur, fordi den modsiger ens egne holdninger, er det en grov, bevidst fejl, der må formodes at være begået i flere sammenhænge. Ingen seriøs forfatter ville bære sig sådan ad, videnskabelig eller ikke. Det er endt med noget forældet, bedrevidende snak, som jeg ikke kan tage alvorligt. Jeg synes, at man i stedet for Etisk Råd skulle nedsætte en borgerforsamling til at behandle sagen på en rationel og demokratisk måde.