Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ja, det kan forekomme torskedumt

Samlet set udgør udenlandske studerende en værdifuld investering for Danmark. De tilfører ikke kun økonomiske gevinster på kort og lang sigt, men også kulturel mangfoldighed og inspiration.

Karin LiltorpMF, uddannelsesordfører, (M)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), og Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen (S), er i JP kritiske over for den politiske aftale fra 2022, der betød, at 4.000 engelsksprogede uddannelser blev lukket med henvisning til store udgifter til SU.

Erik Lauritzen kalder det endda »torskedumt«, og jeg fristes til at give ham ret. Denne regel er med til at forhindre, at vi i Danmark får den arbejdskraft, vi har brug for.

Vi bør anerkende, at når vi tager højde for de langsigtede økonomiske og kulturelle effekter, udgør udenlandske studerende en investering i Danmarks fremtid snarere end en økonomisk byrde. Det er nemlig en udbredt misforståelse, at udenlandske studerende belaster de offentlige finanser.

Selvfølgelig er der omkostninger forbundet med undervisning og velfærdstjenester til disse studerende under uddannelsen.

Men når vi betragter de langsigtede gevinster, begynder det at tegne et anderledes billede, for en stor del af de studerende bliver i landet efter endt uddannelse.

Lad os tage ingeniøruddannelserne som et eksempel. Ifølge tal fra Dansk Ingeniørforening tjener en typisk ingeniør i gennemsnit omkring 600.000 kr. om året. Af dette beløb går ca. 40 pct. til skat, hvilket direkte bidrager til Danmarks offentlige indtægter. Derudover er der den ikke-målbare værdi af de nye idéer og innovationer, som disse ingeniører kan bidrage med, og som kan stimulere økonomisk vækst på lang sigt.

En yderligere fordel ved tilstedeværelsen af udenlandske studerende er den berigelse, de tilfører det akademiske miljø. Den interkulturelle udveksling og samarbejde giver danske studerende en mulighed for at se problemstillinger fra forskellige perspektiver, hvilket bidrager til deres personlige og faglige udvikling. Det forbereder dem til at arbejde i en globaliseret verden, hvor tværkulturel kompetence er afgørende.

Heldigvis er den nye uddannelsesreform et lille skridt i den rigtige retning: Her lægges der op til, at antallet af erhvervskandidater skal betydeligt op, og herved vil der ikke være en begrænsning i, hvor mange af disse man optager, hvis der er et arbejdsmarked, der er interesseret i at aftage dem.

Og mon ikke det er tilfældet i både Esbjerg og Sønderborg?

I Moderaterne synes vi desuden, at det kunne være en idé at genbesøge aftalen om SU-loftet for udenlandske studerende. Samlet set er det klart, at udenlandske studerende udgør en værdifuld investering for Danmark. De tilfører ikke kun økonomiske gevinster på kort og lang sigt, men også kulturel mangfoldighed og inspiration til både uddannelsesmiljøet og de danske studerende. Derfor bør vi fortsat byde dem velkommen og gerne mange flere end i dag.