DR er bedst til nyheder
DR burde udnytte sit kvalitetsforspring endnu bedre.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er en fornøjelse at se de 15 minutters TV-Avisen på DR2 fra 08:30 til 17:00 og fint at lægge en TV-Avis kl. 22 før ”Deadline”. Trods det nylige svigt hos en EU-korrespondent har DR’s TV-Avisen generelt større kvalitet end TV 2’s nyhedsprogrammer. Man kommer bedre omkring begivenhederne i Danmark og udlandet end hos TV 2 Nyhederne. DR burde lave en nyheds-flowkanal.
TV 2 Nyhederne redigeres snævert og tilfældigt. Indslag er ofte en slags reklame for andre programmer i TV 2. TV 2 News går jævnligt i selvsving – helt parodisk ved statsministerens besøg i USA, hvor der var meget lidt konkret at berette, men der gik timer i tomgang med rene spekulationer.
TV 2’s sportsredaktion reducerer sportsnyheder til begivenheder, som TV 2-kanalerne selv transmitterer. Det er ikke et regulært nyhedskriterium. Se blot, hvordan man sjofler f.eks. Superligaen i fodbold og de tennis-turneringer, som TV 2 ikke selv viser.