Sikandar Siddique: Danmark skal trækkes voldsomt til venstre
De 14 partiledere i folketingsvalget svarer på 10 spørgsmål.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvad er din egen største svaghed?
»Min utålmodighed. Jeg er ikke god til at sidde på hænderne, uden der sker noget. Og så kan man altså godt blive ret frustreret, når man er i politik, for det er da om noget et sted, hvor alting går helt ufatteligt langsomt.«
Hvad er den ene allervigtigste ting at få vedtaget i den kommende valgperiode?
»Vi kan ikke nøjes med én ting. Så flytter vi os ingen steder. Det er fuldstændigt afgørende, at Danmark får en ny klimalov, der ikke sætter økonomisk vækst og arbejdspladser over planeten. Men det er også helt nødvendigt, at vi får en antiracistiske handleplan med langt højere ambitioner end det, regeringen lægger op til.«
Hvad prioriterer dit parti mindst?
»Det synes jeg er et svært spørgsmål. Modsat de andre partier er vores politik og de ting, vi siger, jo formet ud fra en idé om, hvor vi skal hen. Så jeg synes ikke rigtigt, at der er nogen områder, der går fri af vores visioner. Forsvarsområdet måske. Det lyder nok kontroversielt i en tid som denne, men helt grundlæggende tror vi ikke på, at flere våben og mere imponerende militærstyrker er vejen til mere fred. Så eftersom vi ønsker, at Danmark skal gå forrest for global nedrustning, er det nok ikke et politikområde, vi prioriterer sådan vildt højt lige nu.«
Hvad kommer dit parti aldrig til at lægge stemmer til?
»Diskriminerende lovgivning. Aftaler, der smadrer vores planet eller greenwasher utilstrækkelig politik. At forgylde erhvervslivet, mens borgerne må kæmpe for at få brød på bordet.«
Siden seneste folketingsvalg har vi været gennem coronapandemien, som krævede store restriktioner, nedlukninger og udfordrede de demokratiske frihedsrettigheder. Hvad har coronakrisen betydet for det samarbejdende folkestyre i Danmark?
»Jeg tror, folk i Danmark generelt har fået øjnene op for, hvor stor afstanden mellem borgerne og magten rent faktisk er. Hvordan nogle ganske få har helt utroligt meget magt, uden at vi som borgere i demokratiet kan gøre noget som helst. På sigt håber jeg, at det går op for os, at det er uholdbart, at magten over vores fællesskab er placeret på så få hænder.«
Krigen i Ukraine har skabt en helt ny situation i Europa og verden. Mener du, at Ukraine hurtigst muligt skal optages i EU?
»For ukrainernes skyld håber jeg, at der bliver lagt betydeligt mere energi i at få Putin til forhandlingsbordet for at finde en reel løsning på krigen. Men hvis Ukraine lever op til EU’s krav om optagelse, er der intet i vejen for det.«
Hvor mange procent af danskerne skal stemme på dit parti, for at du vil mene, at valget er en succes?
»Vi er et helt nyt parti, der har en vision for Danmark – og verden for den sags skyld – der ikke ligner noget, vi ellers kender. Så det tager selvfølgelig tid, før folk sådan rigtigt er med på, hvad det faktisk er, vi vil. Og at det kan lade sig gøre. Så hvis vi kommer i Folketinget, ser jeg det som en stor succes. Men det er også vigtigt for mig at understrege, at uanset valgresultatet findes Frie Grønne også efter valget.«
Vil dit parti være parat til at indgå i samarbejde hen over midten?
»Altså, vi vil gennemføre politik, med hvem end der er enige med os. Men nej. I mere end 20 år har Danmark år for år taget store skridt mod højre. Det skal stoppes. Danmark skal trækkes voldsomt til venstre på den traditionelle politiske skala, så vi kommer generelt ikke til at samarbejde over midten. Der er vist udfordringer nok i forhold til at skulle samarbejde med dem, der ifølge dem selv skulle stå på vores side af midten.«
Hvis du havde en milliard, hvad ville du så bruge den på?
»Sygeplejersker, tror jeg. Men sådan som vores velfærdsstat er udsultet i dag, kommer man altså ikke langt med en milliard.«
Hvis du skulle skære en milliard, hvor ville du så finde den?
»Forsvarsbudgettet.«
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.