Nu skal vi mænd holde op med at kommentere kvinders kroppe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ved den nyligt afholdte Zulu Comedy Galla afslørede Sofie Linde, at hun i begyndelsen af sin karriere var udsat for sexchikane og afpresning under en julefrokost på DR. En »stor tv-kanon« var kommet over til hende og havde sagt, at hvis hun ikke »suttede hans pik, så ville han ødelægge hendes karriere«.

En sådan form for magtmisbrug og chikanerende adfærd kan stort set alle mennesker tage afstand fra. Men kulturelt set er seksuel chikane en kompleks problemstilling, idet der ikke altid er enighed om, hvor grænsen går for acceptable omgangsformer. Der foregår på mange måder en kamp om, hvordan seksuel chikane skal defineres og forstås.

Det er ikke altid let at præcisere, hvor kulturen ”stopper”, og krænkelsen ”begynder”. Det skyldes, at der ikke findes objektive definitioner på, hvad der kan karakteriseres som sexchikane. Det er ofte flydende grænser, som afviger fra person til person.

Det er ikke desto mindre vigtigt at angribe problemstillingen strukturelt og ikke acceptere forestillingen om, at det ”bare” handler om nogle enkelte mænd, som skal lære at opføre sig ordentligt. Der er nemlig ofte en nær sammenhæng mellem traditionelle måder at være maskulin på og mænds udøvelse af seksuel chikane.

Derfor er det vigtigt ikke kun at tale om enkeltindivider, men derimod fokusere på den kultur og de strukturer, som muliggør krænkelserne.

De seneste år er der dog sket en positiv udvikling. #MeToo-bevægelsen har gjort det mindre acceptabelt for mænd at udøve seksuel chikane og mindre tabuiseret for kvinder at stå frem.

Men der er stadig mange mænd, som føler sig berettiget til at kommentere og stille spørgsmål til kvinders kroppe. De ser ofte sig selv som sjove og udfarende, og de opfatter deres ytringer som sådan lidt friskfyrsagtige komplimenter. Mange af disse mænd føler ikke, at de skal afkode, om kvinder har lyst til at blive talt til, og der står ofte et slags ”kulturelt apparat” klar til at legitimere deres opførsel som acceptabel og socialt genkendelig.

Hvis vi ser på mænds reaktioner på #MeToo-bevægelsen, så støtter nogle mænd op om den og bruger de mange vidnesbyrd til at kigge indad. For disse mænd har #MeToo været en mulighed for at reflektere over noget, som de måske har undladt at tænke over hidtil.

Nogle af disse mænd føler, at de er blevet lukket ind i et erfaringsfællesskab omkring følgerne af seksuelle krænkelser, som mange ikke kendte til førhen.

Men der er også backlash og modsatrettede tendenser at spore, og nogle mænd prøver at latterliggøre bevægelsen eller afspore diskussionen. Andre hævder, at det er mændenes retsstilling, man bør beskæftige sig med.

Hvis problemet med seksuel chikane skal løses, skal der ske en kulturændring blandt mænd. Mænd bør udføre et privilegietjek på sig selv og samtidig sige fra over for krænkelser, når de ser andre mænd udføre dem.

Det kan dog uden tvivl være svært pga. frygten for sociale sanktioner og latterliggørelse fra mande-fællesskabet, og der er i mange sammenhænge blandt mænd ikke etableret et sprog til at tale om overgreb. Men det er den mest effektive vej frem.

Kenneth Reinicke er forfatter og lektor i mandeforskning ved Roskilde Universitet.