Ikke alle borgerlige er konservative, Søren Pape

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, udførte forleden i JP et bizart angreb på Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som han beskyldte for at trække Venstre i en slap retning i udlændingepolitikken. Anledning? Venstres afvisning af det konservative forslag om, at alle fængselsdomme, betingede som ubetingede, skal føre til en lukket dør dér, hvor man søger om dansk statsborgerskab. For altid.

Angrebet er ikke bizart, fordi vi ikke har hørt det før. Det har vi. Siden 2001 har strammer-missilet været det våben, der både har sikret borgerligt kapløb om at være strammest og hårdest over for udlændinge og også stribevis af borgerlige valgsejre. Det bizarre ligger nærmere i, at Søren Pape Poulsen lader som om, at det er udlændingekapløbet, der skal sikre en ny borgerlig fremgang. Han er citeret for at sige, at udlændingepolitikken nærmest er det eneste, der binder de blå partier sammen.

Angrebet er et godt eksempel på det, der er galt i det borgerlige Danmark. For det første er det for ensporet og idéforladt, hvis det samlede borgerlige udtryk alene handler om at stramme en i forvejen stram udlændingepolitik. Vi skal kunne mere end det. Vi kunne f.eks. starte med at rydde den misforståelse af vejen, at det borgerlige sammenhold står og falder med, at alle går i takt i udlændingepolitikken.

Det, der bør binde de borgerlige partier sammen, er nærmere forsvaret for individet og dets rettigheder over for socialisternes kollektivisme og opdyrkelse af en stor og dyr stat samt arbejdet for en ansvarlig og reformende økonomisk politik. Læg dertil en seriøs og ambitiøs klimapolitik, socialt ansvar og et internationalt engagement.

At Søren Pape Poulsen i stedet sætter udlændingepolitikken i hjertet af det borgerlige Danmark, siger meget om, hvor langt vi er nået fra det, jeg vil kalde naturtilstanden i det borgerlige Danmark. Den må bestå af en enighed om at ville en borgerlig økonomisk politik, samtidig med at der er to strømninger i værdipolitikken: en liberal og en konservativ, som trækker i hver sin retning og må nå hinanden i kompromisser. Derfor er det også sært, når den konservative leder skælder ud over, at de liberale er liberale.

Det samlede, borgerlige udtryk bliver stærkere, hvis De Konservative er konservative, og de liberale er liberale.