Dagpengesystemet trænger til et eftersyn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Det skal kunne betale sig at arbejde.« Sådan siger vi alle til hinanden og klapper i vores små hænder over, hvor dejligt nede i maven det føles.

Så når vi borgerlige klapper hinanden på skuldrene og siger det, ser vi også frem til, når vi får regeringsmagten, så vi kan sænke skatten i bunden, øge beskæftigelsen og skære i de offentlige ydelser. For ledighed er roden til alt ondt, og vi skal have maskinen til at køre rundt.

Men mens politikerne kan lune sig bag Christiansborgs tykke mure med udsigt til gode pensioner, må mange mennesker ude på byggepladserne krybe i vejrlig, når stormene raser over Danmark, Storebæltsbroen lukkes, og vandstanden stiger. Ikke fordi de ikke vil arbejde, men fordi de er tvunget til at tage hjem, når vejret ikke er til at rende rundt på taget af de nye supersygehuse, eller fordi den lille lokale tømrermester ikke har arbejde de næste par uger.

Sådan er hverdagen for det arbejdende folk på byggepladserne og i industrien. Hvad sender vi så de mennesker hjem med til deres familier? Dagpenge. Ganske lave dagpengesatser, som tvinger familierne til at tage drastiske midler i brug for at få det til at løbe rundt økonomisk. Nogle udskyder regningerne andre børnenes flyverdragter eller gummistøvler, fordi ydelserne er fuldstændig til grin.

I 1990 udgjorde dagpengene 63 pct. af lønnen for en medarbejder i industrien, der stod op om morgenen og smurte madpakke, inden han forlod sin lille villa, som han immervæk har sparet sammen til.

I dag svarer dagpengene til 43 pct. af normallønnen i industrien ifølge nye beregninger fra Det Økonomiske Råd. Det er et alt for stort gab, som vi simpelthen ikke kan byde folk.

Ikke nok med det, så tegner flere og flere private lønforsikringer, fordi gabet mellem en funktionærløn og en dagpengesats er så massiv en kløft, at det ikke er muligt at leve på, hvis man har sat sig i bil, hus, hund og børn. De private forsikringer er tredoblet bare i det seneste årti. Man er dybt afhængig af sin indtægt for at få det til at løbe rundt og budgetkontoen til at række, men det har man ikke, hvis man lige pludselig skal klare sig for det halve.

Tiden er inde til at nytænke og ændre hele systemet, så man får en højere ydelse de første par måneder og en gradvis lavere ydelse derefter. Så de, der vil arbejde, men bliver ramt af dårligt vejr, ikke bliver tvunget til at ændre hele deres økonomi, hver gang det stormer. Vi har brug for, at de, der tjener mere, får mere, men til gengæld kommer hurtigt i arbejde, fordi udsigten til at være ledig for en kort stund er tålelig, men ganske uholdbar i længere tid. Man skal ikke gå fra hus og hjem, fordi man bliver midlertidig ledig. Man skal have en høj ydelse kortvarigt og derefter en nedtrapning, så man kan nå at indrette sin privatøkonomi efter de gradvist ændrede forhold frem for, som i dag: at gå fra det hele til det halve.

Den fleksibilitet for det arbejdende Danmark, der gerne vil holde hjulene i gang, bør vi honorere, så hvis man har ydet og betalt til sin a-kasse i årevis, skal man også kunne nyde, når omstændighederne byder det.