Som kvindelig iværksætter har jeg i to år øvet mig i at finde trygheden i det utrygge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig blev jeg ringet op af en journalist, der ville sætte ansigt på kvindekampen i det 21. århundrede. Hun havde spottet mig, fordi jeg er kvindelig iværksætter og derfor statistisk set tilhører en sjælden ”art”: Blot hver fjerde virksomhed oprettes af en kvinde, og andelen er kun blevet mindre siden 2012, selv om der oprettes flere virksomheder.

Jeg rømmede mig lidt i røret. Jeg er naturligvis bevidst om mit køn og definerer mig selv som kvinde med stort Q. Jeg har dog aldrig opfattet mig som kvindesagsforkæmper. Jeg arbejder bare hårdt for at gøre mine erhvervsmæssige drømme til virkelighed.

Da røret blev lagt på, snørklede der sig et spørgsmålstegn i mine tanker: Er jeg som kvindelig iværksætter virkelig et ansigt på kvindekampen i det 21. århundrede?

Måske har jeg på en atypisk måde fået iværksættergenet gennem min opvækst. Jeg er opdraget til at tro på, at jeg kan, hvad jeg vil. At intet kommer af sig selv. At jeg må arbejde hårdt, hvis jeg vil nå mine mål. Jeg vil hellere falde i et spring, hvor jeg har sat barren for højt, end at springe over dér, hvor gærdet er lavest.

I dag kan kvinder i vores del af verden drømme vidt og bredt, og det er en forholdsvis ny historisk mulighed. Tidligere var kvinders drømme muret inde bag hjemmets fire vægge.

Af nød blev min oldemor kirketjener, så hun kunne forsørge sine to døtre efter min oldefars tidlige død. I min mormors generation kom kvinderne på arbejdsmarkedet. Først i min mors tid fik kvinder for alvor lov at slippe drømmene løs uden for hjemmet, og omkring 1970 blev begrebet karrierekvinde en officiel del af det danske sprog. Selv om vi som kvinder i dag kan drømme om et karriereliv uden for hjemmet, er det langtfra alle, der jagter deres drømme. Få kvinder er villige til at jage og dermed tage en risiko. I min optik er der tale om en mental barriere, der generelt står i vejen for, at flere kvinder tager et spring ud på et åbent erhvervshav, hvor de ikke ved, om de kan bunde.

Som iværksætter bliver man konstant presset ud af sin komfortzone. Man er nødt til at gå på kompromis med, at man ikke kan have kontrol over alt, og at beslutninger kan have uvisse konsekvenser. Usikkerheden kolliderer med den tryghed, som mange kvinder værdsætter.

Det lyder måske som selvmodsigelsens kunst, men gennem de seneste to år som iværksætter har jeg netop øvet mig i at finde trygheden i det utrygge. Det har til tider været en mental rutsjebanetur, men også været en personlig udviklingsrejse at se risici i øjnene for at håndtere dem.

Det er min påstand, at mange kvinder har en særlig evne til at få øje på risici og dermed også kan klare sig bedre end deres mandlige iværksætterkollegaer. Det kræver dog, at kvinder ”mander” sig op, giver slip på kontrollen og på deres frygt.

Det bør ikke være ligestillingens hellige mål, at nye virksomheder fordeler sig 50-50 på de to biologiske køn. Som samfund er vi dog nødt til at se i øjnene, at der tabes idéer, viden og arbejdspladser, hvis ikke flere kvinder begiver sig ud på det dybe erhvervsvand.

Det gælder både som iværksætter, bestyrelsesmedlem og administrerende direktør. Som kvinde er man nødt til at se i øjnene, at man går glip af glæden ved at så sin virksomheds frø og se det spire, hvis ikke man tager springet.

Vi kan og skal ikke alle være iværksættere, men som kvinder bør vi blive bedre til at jagte vores drømme uanset fordomme og forudsætninger. Intet kommer af sig selv, og hvis man ønsker sig noget bestemt i livet, må man række ud efter det og arbejde for det.

Tag en risiko, grib chancen. Kald det gerne en kamp for ligestilling. For det er altid en kamp at bryde rammer og normer med henblik på at definere sig selv og det, der er det rigtige i ens liv.

Men det er ikke nødvendigvis en kvindekamp. Det er en kamp for os som mennesker, uanset biologisk og socialt køn, at vi får muligheden for at drømme stort – og at vi så går på jagt efter vores drømme.