Slut på kvindekampen? De fokuserer mest på politiske modstandere
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Alle danske kvinder kan i dag takke modige og dedikerede rødstrømper samt deres mandlige sympatisører for i årevis at kæmpe for kønnenes ligeberettigelse. Kampen blev som bekendt delvist vundet – selvom der stadig er områder, der dagligt kræver tilpasning. Jeg tror imidlertid ikke, den nye kvindelige generation af kvinder har forstået, hvor sej en kamp deres mødre kæmpede.
I hvert fald oplever man i dag, at venstrefløjens politiske kvinder ikke udvikler og vedligeholder ligeberettigelsen, men tværtimod tager den for givet og i stedet fokuserer på deres personlige politiske og private karrierer.
Det er selvfølgelig også i orden, men at man samtidig skoser og forfølger liberale borgerlige politikere, der fortsætter kampen for ligeberettigelse, som f.eks. Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard, er en voldsom oplevelse for en tænksom iagttager.
Ulla Dallerup, der var en del af rødstrømpebevægelsen, har i en kronik undret sig over de venstreorienterede kvindelige politikeres slaphed over for middelalderlige traditioner i ikkevestlige miljøer som f.eks. tvangsbrude og kvindevold i ægteskaber. Kvindeorganisationen Kvinfo fokuserer primært på politisk korrekthed og holder sig derfor fra kvindekampen i nydanske miljøer. Der, hvor kampen burde kæmpes, er Kvinfo i praksis fraværende. Derfor bør Kvinfo logisk set nedlægges.
For nylig påstod Henrik Dahl fra LA, at kvindelig ligeberettigelse er truet og forudsiger, at danske kvinder om 10 år generelt har mindre ligeberettigelse end i dag.
Det er min påstand, at venstrefløjens kvindelige politikere i dag er mere fokuseret på egne karrierer og ikke kvinders ligeberettigelse. Det er nemlig et faktum, at venstrefløjens kvindelige politikere har gjort flotte karrierer i interesseorganisationer og institutioner.
Det er efter min mening helt i orden, men når politikere som f.eks. Zenia Stampe, Pernille Rosenkrantz-Theil, Pernille Skipper og Sofie Carsten Nielsen forfølger andre kvindelige politikeres kamp for kvindelig ligeberettigelse, fordi de er borgerlige og liberale, er det godt nok en politisk drejning, der må undre alle danskere.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.