Skal vi også privatisere færdselsloven, Ase?
Ases direktør, Karsten Mølgaard Jensen, forsvarede i JP forleden foreningens nye omstridte lønsikring. Ase tilbyder udvalgte lønmodtagere i sikre job og i deres bedste alder et forsikringsbaseret alternativ til dagpenge – uden at de ledige skal leve op til lovkrav om jobsøgning og rådighed gennem Jobcenteret.
Ordningen rummer – mindst – tre principielle problemer: Den er usolidarisk. Den giver håndplukkede grupper bedre vilkår end andre og udhuler det fælles dagpengesystem. Og det er ikke lønmodtagere med lønsikring, vi skyder på. Det usolidariske klæber til Ase. Alligevel sender Ase en del af regningen videre til skatteyderne. Forsikringen er fradragsberettiget ligesom a-kasse-kontingent.
Som det tredje går Ase med egne ord »uden om alle offentlige institutioner og lovgivning på arbejdsmarkedet«. Eliteklubben køber sig fri af pligterne, mens samfundet betaler fradraget.
Ase affejer kritikken med forsikringsbetingelsernes krav om, at ledige skal »stå til fuld rådighed for arbejdsmarkedet og deltage aktivt i det individuelt tilrettelagte karrieresparringsforløb«. Ja tak – tilrettelagt af forsikringen uden om lovgivningen og samfundet i øvrigt. Hvorfor skal det belønnes?
Vi er med på, at forsikringsselskabet har incitament til at få ledige i job. Men det svarer lidt til, at færdselsloven ikke skal gælde for elitebilister med kaskoforsikring.
Helt komisk bliver det, når Ase hævder, at de ikke er ude på at »give udvalgte grupper særlige fordelagtige vilkår«. Hvordan hænger det sammen med, at kun udvalgte grupper har adgang?
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har allerede sagt, at »regeringen ikke kommer til at understøtte den type ordninger«. Afgørelsen ligger nu på hans bord.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter