Ledige med privat lønsikring vender hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet

Ases nye lønsikring giver udvalgte lønmodtagergrupper, der i dag behandles uden tryghed i dagpengesystemet, en mulighed for at etablere netop det økonomiske sikkerhedsnet under familien, som passer til deres behov og prioriteringer.​​

Men det er naturligvis ikke en fribillet til en all inclusive-sæson som ledig med ubegrænset adgang til at tage for sig af friheden uden at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, sådan som Lizette Risgaard, formand for FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation, forsøger at give indtryk af i sit indlæg for en uge siden.

Således må jeg skuffe FH-formanden og andre, der fremstiller Ases nye lønsikring som et forsøg på at sætte »det sunde princip om ret og pligt« ud af kraft. Lønsikringen er ganske rigtigt helt privat og går derfor uden om alle offentlige institutioner og lovgivning på arbejdsmarkedet. ​​

Men det er på ingen måde uholdbart, at man ikke er en del af den offentlige sagsbehandling – hverken for beskæftigelsen eller virksomheder, der gerne vil have kvalificeret arbejdskraft. Tværtimod.

Som det fremgår af forsikringsbetingelserne, skal den enkelte stå til fuld rådighed for arbejdsmarkedet og deltage aktivt i det individuelt tilrettelagte karrieresparringsforløb. Der er altså ikke tale om, at du som ledig frit kan vælge at tage på månedlange ferier eller dyrke kolonihaven på fuld tid uden at bekymre dig det mindste om at komme i job igen.

Præcis som a-kasseforsikrede skal ledige med en privat lønsikring hurtigst muligt tilbage på arbejdsmarkedet, og formålet med det obligatoriske karrieresparringsforløb er så effektivt som muligt at hjælpe den enkelte videre i karrieren. ​​

Forskellen er – og det er afgørende – at der er tale om et individuelt forløb, der er tilrettelagt efter den enkeltes kompetencer og kvalifikationer og ikke et standardiseret offentligt og politisk bestemt skema, som alle skal gennemgå. Jo mere kvalificeret jobsøgningsprocessen bliver, desto mere effektiv bliver det. Samtidig er det værd at bemærke, at nok er den månedlige ydelse væsentligt højere end dagpengene, men udbetalingsperioden er også kortere, hvilket motiverer jobsøgningen. Faktisk anbefalede de økonomiske vismænd i deres gennemgang af dagpengesystemet i 2014 som optakt til Dagpengekommissionens arbejde netop at styrke forsikringselementet.

Ase har ingen intentioner om at undergrave velfærdssamfundet eller give udvalgte grupper særlige fordelagtige vilkår end andre for at undgå at bidrage til fællesskabet. Tværtimod ønsker vi, at alle på arbejdsmarkedet har mulighed for at vælge netop det lønsikringstilbud, som bedst matcher deres situation og økonomi. ​​

Umiddelbart virker det noget absurd at udstille lønmodtagere, der vælger den private forsikringsmodel, som usolidariske. Der er tale om solide bidragsydere til statskassen, der i tilfælde af ledighed på ingen måder ligger det offentlige til last.

Næste skridt er ifølge FH-formanden, at Mette Frederiksens regering demonstrerer, at a-kassesystemet er en dyrebar grundpille i den danske model.

Problemet er bare, at dagpengesystemets udfordring ikke løses af Lizette Risgaards ønsketænkning. Der skal handling til. Og en løsning fra Christiansborg ved alle – også fagbevægelsen – lader vente på sig.​​

Selv har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) erkendt, at regeringen hverken har flertal eller penge til at gøre dagpengesystemet mere attraktivt. Og med alle de mange andre udgiftskrævende dagsordener, som regeringen prioriterer højere – ikke mindst på klimaområdet – vil den formentlig aldrig blive i stand til at mønstre de nødvendige midler.