Vi skal genindføre fornuften i statens it-indkøb
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Fhv. direktør og ingeniør Per Borggaard, som har arbejdet med digitalisering gennem 50 år spørger, om man glemmer risikovurdering i forbindelse med it-projekter og henviser til især store offentlige it-projekter, hvor han udtrykker tvivl om de samfundsmæssige gevinster og understreger de astronomiske fejlomkostninger og tidskrævende indkøringer.
Staten indførte i 2011 et it-projektråd, som skulle overse store statslige it-projekter, og som indebærer, at alle større it-projekter skal igennem en vurderingsproces før og i løbet af gennemførelsen. Rådet, som er sammensat af folk med stor erfaring, gør utvivlsomt en gedigen indsats. Spørgsmålet er imidlertid, om tilgangen, hvorefter offentlige it-projekter gennemføres, grundlæggende er sund?
For det første skulle vi hurtigst muligt afskaffe begrebet it-projekter og i stedet kalde dem it-understøttede forretningsudviklingsprojekter for herigennem at signalere, at det er et anliggende for topledelsen. Det er ikke ualmindeligt at opleve digitaliseringstiltag, hvor der ikke er nogen i de øverste ledelseslag, som har hånden på kogepladen, og som reelt ved, hvad der foregår og hvordan.
For det andet og som en følge af ovenstående forberedes og gennemføres en for stor del af digitaliseringsprojekter af konsulenter, som reelt ikke har hånden på kogepladen. De skal heller ikke leve med resultatet efterfølgende og kan ikke stå på mål for den organisatoriske transformation. Det er jo forretningsledelsen.
For det tredje er der for stor tiltro til, at man på ”papiret” kan udtænke løsningen. Det medfører, at man tænker for stort og vil have det hele med i stedet for at starte småt, prøver, lærer og tilpasser, i takt med at man bliver klogere. Hvis du ikke ved nok, så prøv noget og få erfaring i stedet for at bestille flere analyser og powerpoints. Det bliver man som leder ikke nødvendigvis klogere eller mere erfaren af.
Tiden er kommet til at gentænke måden, som den offentlige sektor indkøber på, og genindføre fornuften i dansk indkøbspraksis. Det starter med ledelse.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.