Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvor bliver flyafgifterne af?

Emil IpsenAlternativets Unges politiske forperson
Louise Camilla LorentzenAlternativets Unges klima-, natur- og miljøordfører

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ved en enkelt googlesøgning kan man nemt og hurtigt finde en flybillet til London for sølle 75 kr. Vi synes, at det er svært at forstå, at man kan betale så lav en pris for så stor en klimapåvirkning.

Det burde være den mest sorte transportform, der kostede mest. Men sådan hænger verden ikke sammen i dag. Der skal vi stadig betale mere for tage bussen fra København til Fredericia, end turen til London koster.

En måde at komme problemet bare lidt til livs vil være, at regeringen indførte flyafgifter. En afgift, der bredt set har en stor opbakning. Flere EU-lande har indført det, og faktisk står Danmark tilbage som et af de fire eneste EU-lande, der ikke har indført flyafgifter.

Klimarådet har været ude med en klar opfordring. Så når både vores nabolande og klimarådet har forstået det, må det da stå klart for regeringen, at der skal sættes ind, men ak og ve, ingen opbakning til flyafgifter fra Socialdemokratiet.

Den eneste begrundelse, man har hørt fra S, er frygten for en social slagside. Men at opstille den sociale påvirkning som så vigtigt et argument imod at indføre så vigtig en regulering er ude af proportioner. Det er et tegn på, at vi har gjort det til en menneskeret at flyve afsted på en uges sommerferie. Og det er det simpelthen ikke, når vi kan holde ferie på så mange andre skønne måder.

Og hvordan man gør det grønnest, skal de lavere samfundsklasser ikke sidde og gruble over. I stedet skal staten gøre den grønneste ferie billigst. Derudover er det i forvejen de mest velhavende, der flyver mest og derfor kommer til at betale mest i klimakompensation, hvorfor den sociale slagside vil være minimal – men hvad kan man ikke bilde sig selv ind for at undgå at betale 50 kr. i flyafgift for en tur til London.

En flyafgift er selvfølgelig ikke den eneste måde vi gør vores transportsektor grøn. Vi skal investere i de eksisterende grønne løsninger, vi skal gøre tognettet i Danmark og Europa bedre og billigere. Men en hurtig og nødvendig start er at gøre flyrejsen til den dyreste rejseform, så det skaber et incitament til at tage det grønne transportvalg.

Vi i Alternativet og Alternativets Unge har stået klar længe. Støttepartierne er efterhånden også kommet til, så kære S, hvor bliver flyafgifterne af? Vi venter kun på jer!

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.