Fortsæt til indhold
FN's Verdensmål

Den moderne leder går til stålet og gør verdensmålene til mere end en modedille

Hvis vi skal nå det inden 2030, skal verdensmålene integreres som et reelt kerneområde i organisationerne, privat som offentlig.

Karsten Søderbergadm. direktør for Summit Consulting A/S, Hørsholm

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

FN har som bekendt sat 17 verdensmål, der skal gøre vores fælles planet til et bedre sted for alle. Det er i høj grad mål, vi ser virksomheder såvel offentlige instanser tage til sig, men mange famler i blinde og giver blandede bud på, hvordan vi kommer i mål.

For den ubekvemme sandhed er, at selvom verdensmålene er svære at være uenige i, så er de også abstrakte og lægger op til individuel fortolkning, hvilket gør dem svære at implementere.

Derfor vil de organisationer, hvor lederne forstår den dybere betydning af målene og ikke mindst evner at gøre dem konkrete og håndgribelige, være dem, der klarer sig bedst i fremtiden.

Når det kommer til at tackle verdensmål og social ansvarlighed generelt, er det for mange organisationer en kompleks og nærmest uoverskuelig opgave.

Ledere både i det private og det offentlige bærer et stort ansvar for at virkeliggøre og implementere verdensmålene i deres respektive organisationer og virksomhedskulturer – ikke blot til gavn for dem selv og deres resultatskabelse, men måske i endnu højere grad for det globale samfund og menneskeheden som helhed.

Når det kommer til at tackle verdensmål og social ansvarlighed generelt, er det for mange organisationer en kompleks og nærmest uoverskuelig opgave. I vores arbejde med ledelse og organisationer på tværs af sektorer ser vi, at ledelsestilgangen groft sagt kan inddeles i tre kategorier.

For det første findes der desværre endnu ledere, der ikke ønsker at gøre noget som helst – hverken for klima, ligestilling, social retfærdighed eller andre verdensmål. Vi kan for en god ordens skyld kalde dem type 0 eller nullere. Heldigvis ser det ud til, at der bliver færre af dem, for få vil gøre reel forretning med dem, og endnu færre vil arbejde for disse nullere.

Den næste type er dem, vi ser flest af i dag. Det er ledere, der forstår, at CSR og vigtigheden af verdensmålene ikke er noget, der forsvinder i morgen. De har ofte øje for og gør meget ud af at synliggøre, at virksomheden eksempelvis sponserer velgørende projekter.

Måske arrangerer man en dag, hvor der samles skrald, ligesom energiforbruget bliver revideret, og plastikflaskerne kasseres. Det er alt sammen prisværdige tiltag, men alligevel blegner disse tiltag ofte sammenholdt med organisationens øvrige gøren og laden.

Det leder os frem til den tredje og sidste type, som erfaringsvis er dem, der er færrest af, omend udviklingen går i den rigtige retning. Her snakker vi om ledere, der tør at transformere sig selv og deres organisations samlede ageren ud fra verdensmålene.

Ledere, der er ikke bange for at tage stilling og gå forrest. Ledere, der beslutter, at man slet ikke vil samarbejde med partnere uden en reel CSR-strategi eller økosociale tiltag. Ledere, i hvis optik den sociale ansvarlighed ikke ligger i kommunikationsafdelingen på 1. sal – men derimod er en integreret del af organisationens kerne, strategi, kultur og daglige arbejdsgange.

Min vurdering og håb er, at vi i fremtiden vil se fortsat flere af denne sidstnævnte type. Det sker naturligt, i takt med at de nye generationer overtager ledelsespositionerne.

De unge lederaspiranter, jeg møder i min hverdag, er ikke bange for at tage et standpunkt, og for dem betyder følelsen af at have positiv indflydelse på deres omverden mere end lønchecken og flot titel. Den indstilling vil de tage med sig ind i hjørnekontoret, når dagen kommer.

For nutidens ledere er der dog ingen grund til at vente på næste generation. En dygtig leder forstår at inspirere sine medarbejdere til også at tage del i den omstilling, vi er i gang med i samfundet netop nu.

Den moderne leder, i det offentlige såvel som i det private, skal derfor gå til stålet og gøre verdensmålene til mere end blot et modelune. Hvis vi skal nå det inden 2030, skal verdensmålene integreres som et reelt kerneområde i organisationerne, og her har lederne i allerhøjeste grad ansvaret.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.