Svend Lings-sagen har en italiensk pendant
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Medvirken til selvmord er et spørgsmål, som har skabt overskrifter næsten samtidig i Italien og Danmark. I Danmark har vi Svend Lings-sagen, i Italien taler man om sagen mod Marco Cappato, manden, som hjalp Fabiano Antoniani til selvmord. Forleden dømte Højesteret Lings til 60 dages betinget fængsel. I Italien blev Cappato to dage senere frikendt af den italienske forfatningsdomstol, som fastslog, at medvirken til selvmord er lovligt, når visse helt bestemte betingelser er opfyldt, f.eks. at den, der ønsker at tage sit liv, skal være ved fuld bevidsthed, ikke udsat for pres og være ramt af uhelbredelig sygdom, som påfører vedkommende ubærlige lidelser af psykisk eller fysisk art. Efter en trafikulykke i 2014 var Fabiano Antoniani, kendt som ”Dj Fabo”, blevet uhelbredeligt invalideret, og han ønskede efter et par års lidelser kun at få fred. Et medlem af den radikale borgerrettighedsbevægelse, Marco Cappato, hjalp ham til en klinik i Schweiz i 2017. Hjemvendt til Italien anmeldte Cappato sig selv til anklagemyndigheden i Milano med det formål at få sat gang i en offentlig debat, som kunne føre til modernisering af straffelovsbestemmelser, der stammer fra den fascistiske periode.
Under behandlingen ved de almindelige domstole opstod spørgsmålet, om hvorvidt straffelovens artikel 580, som kan give op til 12 års fængsel for medvirken til selvmord, var i strid med forfatningens bestemmelser om individets frihed. Det var derfor sagen til sidst havnede ved forfatningsdomstolen, som altså underkendte artikel 580 og formulerede en kendelse, som skitserer retningslinjerne for en mere moderne lovgivning på området. Det skal blive interessant at se, om det italienske parlament, som stadig er stærkt præget af katolske holdninger i både liberale og konservative afskygninger, vil kunne finde ud af det, eller om retstilstanden ene og alene kommer til at hænge på forfatningsdomstolens afgørelse.
Svend Lings og Cappato-kendelserne kom næsten samtidig. Men hvor det katolske Italien tog et lille skridt mod større frihed for den enkelte, blev Danmark hængende i den gamle retstilstand.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.