Fortsæt til indhold
Debatindlæg

En hyldest til Dansk Folkeparti

Man kan godt være rygende uenig med Dansk Folkeparti og samtidig beundre partiets evne til at kommunikere klart.

Emil Ipsenpolitisk forperson for Alternativets Unge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Så skete det igen. Jeg sad derhjemme en stille eftermiddag og bladrede rundt på Facebook i rent tidsfordriv. I en uendelig digital væg af reklamer for avisartikler, træningscentre og sjofle vittigheder fra især ældre mænd, der for tredje gang denne uge deler en sexistisk joke.

Jeg kedede mig og fandt intet, der engagerede mig. Jeg nåede endda til den konklusion, at jeg snart burde droppe det meningsløse medie. Men i et sidste desperat swipe med fingeren sprang Søren Espersen frem i en damehat. Det var i sandhed for godt til at være sandt og vækkede straks min interesse.

Videoen var selvfølgelig Søren Espersen i et raseriudfald over endnu en problematisk kønsdiskussion udsprunget fra Københavns Universitet. Jeg blev provokeret og havde lyst til at engagere mig i en længere debat med Søren Espersen. Men jeg stoppede mig selv og endte i stedet med denne hyldest til DF.

En hyldest til dets umiddelbarhed og evne til aldrig at være bange for at stå op for dets holdning, uanset hvad den generelle samfundsholdning måtte være. DF’ere gemmer ikke et budskab og taler ikke udenom, når de provokerer og ved, at det kan møde modstand. Nej, de står op for sig selv og deres holdninger. Hvor er det befriende! Jeg har været en del af politik af mange år, jeg har debatteret med DF’ere og været rygende uenig med dem flere hundrede gange. Men de er samtidig min største inspiration.

Mange politisk interesserede har længe hånet Dansk Folkeparti. Men hver gang det sker, smiler jeg for mig.

Ikke en inspiration til at ændre min holdning, men en inspiration til at turde stå på mål for min holdning, uanset hvor meget had det vil skabe, og samtidig fortælle det i et sprog, så alle kan være med. Politik skal være for alle, men hvilket andet parti end Dansk Folkeparti har egentlig evnet at engagere folk fra alle samfundslag i politik?

Ingen efter min mening. Det er unikt og noget, alle vi, der er engageret i politik, burde tage ved lære af. Nogle vil måske mene, at det er mærkeligt at tage ved lære af et parti, der gik voldsomt tilbage ved det seneste valg. Men hvorfor? Jeg tror faktisk, at mange af Dansk Folkepartis udspil - og f.eks. Pia Kjærsgaards kommentar om klimatosser – fik engageret flere mennesker til at tage stilling end nogen andre partier.

Desværre for Dansk Folkeparti engagerede de denne gang mere til at stemme imod end med dem. Men for mig at se er det ikke det relevante. Det relevante er, at partiet fik skabt en samfundsdebat, der ikke bare døde med TV Avisens afslutning, men faktisk var med til at skabe politisk debat i kantinen på arbejdet, i bussen på vej i skole og i omklædningsrummet til fodboldtræningen, og det skal partiet have ros for. Meget mere, end det får.

Jeg kommer ved gud aldrig til at anbefale en stemme på Dansk Folkeparti og vil stadig kæmpe hårdt imod meget af partiets politik. Men jeg håber faktisk aldrig, at det forsvinder fra dansk politik, for det kan noget helt specielt, som vi burde tage mere ved lære af.

Mange politisk interesserede har længe hånet Dansk Folkeparti. Men hver gang det sker, smiler jeg for mig selv og tænker: DF’erne er ikke dumme eller forfærdelige. De er kommunikative genier med nogle desværre politisk usympatiske holdninger.

Derfor fortjener de også mere ros, end de får. For hvis det ikke var for Søren Espersen i en damehat, havde jeg slettet Facebook af ren kedsomhed, og måske ville politik uden DF have givet mig samme oplevelse. Det finder jeg forhåbentligt aldrig ud af.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.