Vi skal investere i kunstnerne for at få råd til sygehuse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Alex Vanopslagh (LA) har givet en lang række spareråd til finansminister Nicolai Wammen. Flere af dem ganske fornuftige, men ét bestemt vil jeg dog fraråde på det kraftigste, fordi det vil have den modsatte effekt, nemlig at koste mange flere penge, end det sparer: forslaget om at nedlægge Statens Kunstfond. Det ville svare til at slagte grisen, der skider guldstykker.

Jeg vil faktisk påstå, at investeringen i de skabende kunstnere måske er den offentlige investering med allerstørst tilbageløb til samfundet. Også i kroner og øre til staten. Det er så uheldigvis – men i sagens natur også nødvendigvis – bare sådan, at netop denne investering er den sværeste at måle, fordi den spreder sig som ringe i vandet.

Hele spørgsmålet skal tænkes omvendt: Staten støtter ikke kultur. Staten investerer i kultur. Faktum er, at hvis vi både nu og i fremtiden skal have råd til sygehuse, skoler og veje og alt det andet, så skal vi investere massivt i kultur.

Og her kommer den gode nyhed. En massiv investering det rigtige sted er latterligt billig sammenlignet med så mange andre poster på statsbudgettet (ingen nævnt, mange glemt): En fordobling af investeringen det rigtige sted koster kun 75 mio. kr.

Det kan gøres så billigt, fordi staten skal investere klogt. Skattekronerne skal lægges, hvor afkastet er størst. De skal investeres direkte i kunst, kultur- og underholdningsindustriernes råvareproducenter, nemlig de skabende kunstnere personligt. Fordi vi er så umådeligt billige i drift.

Der er andre fordele: Vi lægger ikke beslag på landjord eller naturressourcer, vi forurener ikke, vi flytter ikke i skattely. Og hvis vi eksempelvis holder os til forfatterne: Vi betaler skat af vores indtægter fra bogsalg. Bøgerne pålægges moms. Vi skaber job for forlæggere, boghandlere, bibliotekarer og alskens andre slags formidlere, som også betaler skat af deres indkomst og overskud fra deres virksomheder.

Og så har jeg ikke nævnt alle de mere afledte værdier, også benhårdt pekuniære i sidste ende: eksportindtægter, branding, turisme osv. Samt de mere ”bløde” værdier som almen dannelse og underholdning, bevaring og udvikling og sprog og identitet og så videre og så videre.

Lige præcis en investering i de skabende kunstnere er den bedste for Danmark. Også selv om man er totalt ligeglad med al slags kunst, bør man gå ind for at poste penge i kunstnerne. Fordi det betaler sig. Så der også i fremtiden bliver råd til alt det andet, vi som samfund er glade for at finansiere.

Enhver kunstner ved, at lige præcis arbejdslegaterne under Statens Kunstfond er de allerbedste penge. Overhovedet. Fordi de bare lader os arbejde. I en tid med prestigeprojekter og symbolpolitik, der munder ud i særpuljer og eventkultur, længes vi efter at udføre vores egentlige job: at være skabende kunstnere.

Og netop fordi vi er ”skabende”, passer processen sjældent til projektansøgninger. Vi ved først, hvad vi har lavet, når vi er færdige.

De faglige udvalg under Kunstfonden foretager en kvalitativ bedømmelse af den enkelte ansøger: ”Du har skabt god kunst før i tiden. Vi stoler på, at du kan gøre det igen. Her er en lille pose penge.” Hvis man er dygtig nok, kan man få lov at arbejde i fred. Derfor er arbejdslegaterne så afgørende for os.

Jeg håber således, at Alex Vanopslagh overbevist af mine argumenter vil gå ind til efterårets finanslovsforhandlinger med et ønske om at fordoble beløbsrammen for arbejdslegater under Statens Kunstfond.