Vi bruger penge på så meget pjat, at der selvfølgelig skal være tilstrækkelige midler til kulturområdet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten om kulturpolitik er blevet fuldkommen lige så åndløs som debatten om fiskekvoter og minimumsnormeringer. Det er næsten ikke til at holde ud at høre om grønthøstere, to-procentsbesparelser, fordelingsfascisme og det gyselige udtryk, kulturforbrugere (hvad det så end er).

Og den ene fløj er overhovedet ikke bedre end den anden: Henrik Sass Larsen (S) vil have mere bingo og mindre bibliotek og fra min egen fløj kommer noget fuldstændig ulidenskabeligt ”hat-og-stok-snak” om at slå et slag for kulturen – som om kultur er en objektiv størrelse uden for én selv.

Ganske få politikere engagerer sig i kulturdebatten, for man bliver næppe stemmesluger af at mene noget om teaterbudgetter, kunstnertilskud, lavere entrepriser på statslige museer og pæne husfacader på Frederiksberg. Det er en underlig tingsliggørelse af kulturen, der er nedskrevet til at handle om malerier og statuer, man højest to gange i sit liv betragter på Thorvaldsens Museum.

Selvfølgelig skal vores statslige museer, den fælles kulturarv være tilgængelig for alle og have al den støtte, der er brug. Fregatten Jylland skal have maling, Kunsthal Charlottenborg skal kunne sætte udstillinger op, og der behøver ikke gå sivsko og vandgrød i kunstnerlivet.

Finkultur skal være der, selv om det er et fåtal, der bruger den, og en mand som Lars von Trier skal have sin filmstøtte, priser og alt muligt andet – det er også en markedsføring af Danmark. Vi bruger penge på så meget pjat i vores samfund, og så skal der selvfølgelig afsættes tilstrækkelige midler til kulturområdet.

Men hvis det er den slags småting, kulturdebatten skal handle om, er det da klart, at alle mulige andre emner trænger sig på i stedet.

Hvad er det egentlig, der er gået galt med kulturdebatten, der er fuldstændig lige så vigtig som for eksempel indvandrerdebatten – to ting i sin eget ret? Det nytter intet at sætte en prop i indvandringen, rømme ghettoerne og smide en masse kriminelle udlændinge ud, hvis vores land ligger hen i kulturel glemsel og åndeligt forfald.

Kulturpolitik er rigtignok værdipolitik, som Alex Arendsen (DF) siger, men kulturpolitik er også en åndskamp – dét, der former en nation og et menneske. Et eksistentielt forhold. Men det hører til sjældenheder, at en politiker tager ordet ”ånd” i sin mund. Og det er i virkeligheden derfor, der er så mange regneark og så lidt jazz i kulturdebatten.

Den gamle Grundtvig var fuldstændig bevidst om, at den fælles kultur, folkeånden, historien, hjertesproget, kristendommen, mytologien og poesien var lige så afgørende for nationens beståen som en militær magt. I tidsskriftet Danskeren (1848-51) brugte han udtrykket ”Et åndelige Dannevirke”. Vi skal så at sige åndeligt opbygges.

Det bliver man altså ikke med bingo, men ved at læse bøger og blive et dannet menneske fra barnsben i skolerne. Det var også Grundtvigs tanke – at jævne folk, dengang var det almuen, fik viden, blev oplyste og dannede, uden at det bliver det samme som finkultur.

I øvrigt koster dannelse ikke nødvendigvis penge, men det fordrer, at man er i stand til at betragte mennesket på et andet niveau end som borger eller klient – en kulturforbruger eller ”kødpølse”, som Grundtvig sagde. For mennesket er et åndeligt væsen, der kæmper med at finde sin plads i verden – at forstå sig selv som sat i verden og have brug for kulturen som pejlemærke og grobund.

Kultur handler om forankring i en (national) sammenhæng, der sættes i vores fælles normer, sindelag og den måde, vi omgås hinanden som mennesker i verden. Og den identitet længes vi mere end nogensinde efter at finde, fordi alt det, der bandt os sammen, kultur, ånd, ritualer og fællesskaber, er afløst af overfokusering på rettigheder og ikke mindst velfærdstænkning.

Derfor er det så forstemmende, når politikere taler om cigaretpriser og flexjobordninger, som var det eksistentielle forhold. Mens kultur og ånd bare bliver noget, man pynter et partiprogram af med.

For syns skyld – Ikke for menneskelivets skyld.