Den største fadæse nogensinde i dansk udenrigspolitik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da det for nylig kom frem, at den amerikanske præsident Donald Trump overvejede muligheden for at købe Grønland, røg danske medier og politikere helt op i det røde felt. Man fandt Trumps overvejelser uhørte og direkte fornærmende.

Som et ekko af de amerikanske medier og politikerne fra Det Demokratiske Parti sattes tillige spørgsmålstegn ved Trumps mentale ve og vel. F.eks. kunne man se Søren Espersen fra DF karakterisere præsidenten som »at han nu også er blevet vanvittig.«

Historieløsheden præger således ikke kun de unge generationer i Danmark, men desværre også de ældre. Ikke et ord om De Dansk Vestindiske Øer, som Danmark solgte til netop USA for kun 100 år siden (1917), eller om en USA’s største præsidenters, Harry Trumans, tilbud til Danmark i 1946 om at købe Grønland for 100 millioner dollars.

Da Trump så forleden aflyste sit besøg i Danmark, kammede landets politikere og medier fra det yderste venstre til det yderste højre fuldstændig over.

Følgende er nogle af de betegnelser, som folketingspolitikerne hæmnings- og tankeløst slyngede mod den amerikanske præsident: »manden er et fjols«, »en diplomatisk farce«, »en aprilsnar«, »absurd cirkus Trump«, »en kæmpe elefant i en glasbutik«, »afsindig«, »Trump lever på en anden planet«, »dybt godnat«, »manden er utilregnelig«, »Trump er en bølle«, osv.

En tidligere statsminister, den alt andet end statsmandsagtige Lars Løkke, fulgte op med følgende perfide tweet, der tillige er faktuelt forkert: »Det er ingen skam at blive væk, når man ikke er inviteret ... Men når man har inviteret sig selv!!«

Den lille provinsielle andedam var kommet i oprør. Ramt af sanseløs og bindegal omnipotens gik den til angreb på lederen af verdens største globale supermagt, gik til angreb på Amerika, den globale supermagt, der har garanteret den provinsielle andedams sikkerhed siden Anden Verdenskrig.

Men hvad var det så lige, der gik forud for præsidentens aflysning og det efterfølgende danske medie- og politikervanvid? Jo, det hele begyndte, da DR den 18. august stillede Mette Frederiksen spørgsmålet: »Trump vil gerne købe Grønland, siger han. Hvilke tanker gør du dig i den anledning?«

Frederiksen svarede: »Jeg gør mig ikke nogen som helst tanker i den forbindelse. Det er jo en absurd diskussion, og Kim Kielsen (Grønlands landsstyreformand) har selvfølgelig gjort det klart, at Grønland ikke er til salg, og så stopper snakken med det.«

Svaret er udtryk for en total mangel på politisk modenhed og diplomatisk tæft, yderligere er det decideret ubegavet, og endelig er det provokerende respektløst. Frederiksen formåede således på en og samme tid groft at fornærme USA’s præsident og udvise en total mangel på forståelse for Danmarks og Grønlands sikkerhedsinteresser.

Dermed ikke sagt, at hun skulle erklære sig parat til at sælge Grønland, blot at Frederiksen som Danmarks statsminister skal kommunikere med udgangspunkt i landets objektive interesser og ikke med udgangspunkt i sine subjektive aversioner.

Trump antydede noget lignende, da han kort begrundede sin aflysning med flg.: »I looked forward to go to Denmark but I thought that the Prime Ministers statement that it was an absurd idea was nasty, I thought it was an inappropriate statement. All she had to do was say: No, we’d rather not do that, or: We’d rather not talk about it. Don’t say: What an absurd idea that is … You don’t talk to the United States that way.«

Efterfølgende viste det sig altså, at Frederiksen ikke var alene om at agere ud fra sine personlige aversioner. Hele Christiansborg og samtlige danske nyheds- og politiske medier var/er med på anti-Trump-galejen.

Det havde imidlertid været yderst belejligt, om Frederiksen og landets øvrige politikere i stedet havde tænkt grundigt over, hvad landet (DK/Grønland) kunne have fået ud af et møde med Trump den 2.-3. september set i relation til en fremtidig økonomisk og geopolitisk bæredygtig udvikling for Grønland og i relation til den arktiske sikkerhedspolitik.

Ikke mindst nu da Kina er i færd med at købe sig ind på Grønland, og Rusland opruster i det arktiske område.

Men nej, lille provinsielle andedams Danmarks lille og ubetydelige statsminister valgte at tale til verdens mægtigste mand, som om hun talte til sin husbond hen over spisebordet. Ret beset er der tale om den største fadæse nogensinde i dansk udenrigspolitik, og den eneste grund til, at dette ikke påtales, er, at alle andre politikere og medier deler Frederiksens Trump-aversion.

I grunden minder Frederiksens dybt kritisable, ja, ubegavede adfærd og hele det idiotiske danske elitære parnas opbakning til samme mig om en vittighed fra min barndom: Myrerne i en myretue beslutter sig for at angribe en elefant. Tusinder af myrer kravler op på elefanten. Den ryster sig en enkelt gang, hvorpå alle myrerne falder af igen. Dog med en enkelt undtagelse: Myren Egon. Egon formår at blive hængende. Da de andre myrer opdager det, råber de: Det er godt, Egon! Kom så! Tag kvælertag!

Læseren kan så selv overveje, hvem der efterfølgende får mest ud konfrontationen: Egon eller Elefanten?