Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Flere elfærger kræver grønne investeringer

Der er brug for, at politikerne hjælper med at skabe de rette forudsætninger for, at alle færger kan tage del i den grønne omstilling.

Jacob K. Clasendirektør i Danske Rederier

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Torsdag kl. 06.20 fik Danmark en ny elfærge, da færgen ”Ellen” indledte sin jomfrurejse på ruten mellem Ærø og Als. Ruten er den hidtil længste for en elfærge, og ”Ellen” er en ambitiøs tilføjelse til bølgen af grønne færger, der er begyndt at fylde mere og mere i det danske færgelandskab.

Der er allerede flere el- og hybridfærger i drift i Danmark. ForSea indsatte i november sidste år verdens to største elfærger, ”Aurora” og ”Tycho Brahe”, på overfarten mellem Helsingør og Helsingborg. Hos Scandlines, der sejler på ruterne mellem Danmark og Tyskland, har man siden 2013 løbende udvidet sin flåde af hybridfærger, der nu tæller seks færger. Det er verdens største hybridflåde.

Et andet eksempel er ”Venø Færgen”, der sejler i hybridfart på en af landets korteste ruter, nemlig de godt 300 meter mellem Kleppen og Venø.

En lettelse af afgiften på el til små færger i 2016 var medvirkende til, at elektrificering blev et realistisk fremdriftsmiddel for den lille ø-færge. Hertil kommer, at konventionelle færger løbende optimeres og udvikles mod lavere brændstofforbrug, og nogle benytter det renere LNG (flydende naturgas, red.).

Elfærger har den åbenlyse fordel, at de ikke selv udleder drivhusgasser, og de er et vigtigt bidrag til klimamålsætningerne, i takt med at vindkraft fylder mere og mere i den danske elforsyning.

Elfærgerne er desuden røgfrie og støjer mindre, hvilket mindsker generne i områderne omkring havnene og giver en mere behagelig overfart.

Det står efterhånden klart, at fremtidens færger er elfærger, og eksempler som ”Ellen” og ”Venø Færgen” viser, at omstillingen er en mulighed i både stor og lille skala. Hvis vi skal have endnu flere med, kræver det dog investeringer i nye færger, elnet og havneanlæg.

Færgerederiernes medlemmer har siden 2013 investeret 5,5 mia. kr. i blandt andet nye og grønnere færger og infrastruktur på havnene. Rederiernes indsats gør det dog ikke alene. Der er brug for, at politikerne hjælper med at skabe de rette forudsætninger for, at alle færger kan tage del i den grønne omstilling.

Det er for eksempel en udfordring at få nok grøn strøm ned til havnen.

Mange steder er det et problem at få tilstrækkelig strøm, et robust elnet og kabelføring, der går helt hen til kajkanten. Her er det op til politikerne og elselskaberne at skabe den infrastruktur, der er nødvendig for, at rederierne kan investere i eldrift på eksisterende eller nye færger.

Desuden er mange af ø-færgerne såsom elfærgen ”Ellen” ikke drevet af private rederier, men af kommunerne. Og da kommunerne har direkte indflydelse på forsyning og anden infrastruktur, spiller de en stor rolle i elektrificeringen af ø-færgerne.

Det er en fælles indsats at sørge for, at færgerne i fremtiden sejler mere klima- og miljøvenligt. Skal vi i mål med den grønne omstilling, kræver det, alle aktører deltager, og at de rette investeringer bliver foretaget. Det arbejder vi hver dag for og glæder os over, at vi er godt på vej.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.