Digitale elevplaner i folkeskolen er meningsløst bureaukrati

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Halvdelen af de folkeskoler, som ansøgte om deltagelse i Merete Riisagers frihedsforsøg, ønskede fritagelse fra udarbejdelse af elevplaner. Det er en sigende andel.

I folkeskolen forventes det, at alle elever hvert år på alle klassetrin modtager en individuel, skriftlig, digital elevplan. Ikke bare i ét fag, men i mange forskellige fag. Elevplanerne skal være dynamiske, hvilket betyder, at de skal opdateres flere gange i løbet af skoleåret.

Jeg mener, at udarbejdelse af digitale elevplaner er et omfattende og meningsløst kontorarbejde. Drøftelser med eleverne om deres indsats – fagligt og socialt – giver mening i den konkrete kontekst, hvor indsatsen er lagt, og ikke på en distanceret og fjern digital platform.

I dette skoleår har jeg i mit virke som folkeskolelærer ført 74 digitale elevplaner. Det er hverken mange eller få i forhold til mine kollegaer.

Hver elevplan skal opdateres flere gange årligt i forhold til individuelle aftaler og mål, resultater og respons på elevernes egne refleksioner. Formidlingen skal være skriftlig og digital. Det er en tidskrævende kommunikations- og formidlingsform.

En far spurgte mig til en skole-hjem-samtale, om de var dårlige forældre. De havde svært ved at følge med i alle de opdateringer, der kommer i elevplanerne. De vil gerne støtte deres to drenge, men de havde ingen anelse om, hvordan de skulle bruge de digitale elevplaner i det. De følte sig desuden fuldt ud orienteret om drengenes skolegang uden elevplanen.

I mit daglige virke som folkeskolelærer oplever jeg, at det er umuligt at udarbejde en kvalificeret elevplan på den tid, der er sat af til det. Samtidig oplever jeg, at kravene til udarbejdelse af elevplaner er ude af trit med det reelle behov for information om elevernes væren og gøren i skolen.

Selvfølgelig skal eleverne inddrages og have tilbagemeldinger på deres indsatser – fagligt og socialt, men der er mange andre måder, som giver meget mere mening end digitale elevplaner. Det kan være en kort samtale i undervisningen om undervisningen, et anerkendende blik, tilbagemeldinger på opgaver og diagnostiske test, respons fra klassekammerater, en pejling fra læreren om en ny retning.

Alle sammen måder, der udspilles i en konkret kontekst – levende, præcist, autentisk og socialt. Det gør det let at afkode, meningsfuldt og brugbart.

De digitale elevplaner er i sammenligning distancerede og instrumentelle. De overleveres ude af kontekst og er langt sværere at afkode og anvende for eleven og for forældre, som gerne vil inddrages.

Da elevplaner i sin tid blev indført som en del af folkeskolens arbejde, kom idéen fra specialundervisningsområdet. Her giver det mening at udarbejde individuelle elevplaner, da eleverne typisk ikke følger alderssvarende kompetenceområder eller årsplaner for fagene.

Elevplaner i folkeskolen er omfattende og meningsløst bureaukrati. Vi bør stoppe med at anvende timer på at formidle tilbagemeldinger, respons og fremadrettede mål i digitale elevplaner. Det indgår i forvejen naturligt i den daglige undervisning og samvær med eleverne. Og det kan let og bedre overleveres og drøftes i elevsamtaler og skole-hjem-samtaler.