De Radikale risikerer at komme i lommen på folk, der ikke vil den frie danske kultur
Det er en sørgelig udvikling, at udlændingepolitisk ekstreme partier kan vokse på baggrund af fremmede minoriteters stemmer.
Det skorter ikke på grovhederne fra den radikale politiker Samira Nawa Amini (SNA), når hun nedgør og fordrejer mine synspunkter i sin kronik i JP 16/6. Hun skriver om mig:
»Tænk at være så antidemokratisk anlagt at forestille sig et samfund, hvor stemmerne kun tæller, hvis de havner hos Dansk Folkeparti.«
Det er naturligvis en fuldstændig fordrejning af mit synspunkt, at jeg ikke skulle anse alle stemmer for at tælle lige meget. Det er jo faktisk derfor, jeg synes, at udviklingen med de røde partier, der agerer nyttige idioter for islamisk indvandring, er uhyggelig.
Det ville klæde SNA at sætte sig ind i, hvad jeg har sagt og skrevet, før hun opponerer imod det.
Det er en sørgelig udvikling, hvor udlændingepolitisk ekstreme partier kan vokse på baggrund af fremmede minoriteters stemmer og derved komme i lommen på grupper, der ikke vil den frie danske kultur.
Men hun kommer da af med en indestængt vrede. Hør f.eks. her:
»Dansk Folkeparti lader endnu engang muslimerne bøde for egen uduelighed.« Jeg er glad for, at SNA forhåbentlig kan få det bedre, når hun har kunnet slippe en omgang vrede løs. Så forhåbentlig er indlægget godt for SNA’s psyke, men det er ikke et særlig kløgtigt argument imod mig og Dansk Folkeparti.
Vi har den holdning, at netop fordi hver stemme tæller lige meget i Danmark, er det vigtigt at være meget forsigtig med at give statsborgerskaber og dermed stemmeret til fremmede.
Desværre skete det i stor stil før 2002, og vi har i dag folk med stemmeret, der ikke er integrerede og næppe ønsker at blive det. Måske det blandt andet er dem, der har stemt for De Radikale og Enhedslisten i ghettoerne. De har i hvert tilfælde et naturligt interessesammenfald med disse partier, der jo ønsker at åbne grænserne, gøre det lettere at få asyl og familiesammenføring samt hæve ydelserne til asylsøgere.
Det er denne sammenhæng, som er bekymrende. For udover at ønske en slap udlændingepolitik er der jo også indvandrere, der har et helt andet værdigrundlag end det danske. Vi har eksemplet med Kasem Said Ahmad, der var aktiv for at knægte ytringsfriheden under Muhammed-krisen, og som under dette valg har agiteret for Enhedslisten.
Det er en sørgelig udvikling, hvor udlændingepolitisk ekstreme partier kan vokse på baggrund af fremmede minoriteters stemmer og derved komme i lommen på grupper, der ikke vil den frie danske kultur.
Har du forstået mit synspunkt nu, Samira Nawa Amini? Eller mener du stadig, at det er udemokratisk og udtryk for DF’s uduelighed?
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter