Reimer Bo, her er svaret fra en glad kulturtosse til en sur skriverkarl
Når det lykkes Dansk Folkeparti at sætte kunst og kultur på dagsordenen, er reaktionen surhed og skældsord.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Et det ikke mageløst? Vi diskuterer aldrig kunst og kultur i valgkampen, siger de kulturradikale. Når det så lykkes Dansk Folkeparti at sætte det på dagsordenen, er reaktionen surhed og skældsord.
Reimer Bo Christensens nylige klumme i JP er derfor ret sigende for parnasset. Heri kalder han mig kulturtosse, rindalist, Jimi Hendrix, mandagstræner m.m. Det må han gerne. Det er ret kækt. Jeg vil gerne være en kulturtosse. Hellere det end sur, gammel socialdemokrat. Og hvad er der i øvrigt galt med Jimi Hendrix, der var en gudsbenådet guitarist?
Er det ikke på tide, at vi får færre af de snakkende kunstnere og flere af dem, der taler gennem deres værker frem for gennem netværket?
Reimer Bo, der vistnok er rådgiver, er blevet meget forarget, fordi jeg i al stilfærdighed har foreslået, at man skal beherske visse helt grundlæggende færdigheder for at kunne blive optaget på de skabende linjer på kunstakademierne og konservatorierne, dvs. billedkunstnere, billedhuggere og komponister.
I dag behøver man ikke kunne tegne for at blive optaget på Kunstakademiet. Sådan har det været siden 1980’erne. Det skete uden politisk indblanding. Bare sådan fordi der sad nogle særlige mennesker de rigtige steder. Det burde egentlig være det forargelige. At nogle få mennesker, der har ranet magten til sig i kunstverdenen, med et pennestrøg kan se bort fra godt håndværk for at tilfredsstille modeluner og kunstideologisk ensretning til fordel for snakkende kunstnere.
Så jeg ønsker egentlig mangfoldighed, mens Reimer Bo foretrækker status quo. Så hvem er egentlig totalitær? Jeg har igennem mit virke som kulturordfører for Dansk Folkeparti gennem otte år talt med mange kulturpersoner og kunstnere.
Overraskende mange har i hemmelighed henvendt sig til mig, fordi de er bange for at blive frosset ude af kulturkommissærerne, der sidder på magtfulde og centrale stillinger i den danske kunst- og kulturscene: ”Du må ikke sige det til nogen, men er du klar over …?”
Det må ganske enkelt høre op. Derfor må kulturpolitikere træde ind på scenen og sikre mangfoldighed, åbenhed og tolerance over for alle former for kunstneriske retninger frem for det modsatte, som hersker i visse sekteriske, intolerante miljøer inden for den skabende kunst.
Er det ikke på tide, at vi får færre af de snakkende kunstnere og flere af dem, der taler gennem deres værker frem for gennem netværket?
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.